Tysklærerforeningen for grundskolen
Blog
Tysk, som lyder sødt
Et barn taler med sin Oma. Unge hygger sig. Man oplever et sprog som bruges i sympati, og det giver lyst til at være med, mener den franske tysklærer Franck Deburre. Derfor er det en hjertesag for ham at arbejde for udvekslingsrejser til sine elever. Han fortæller også om undervisning i Frankrig og om gamle mystiske breve.
Tysk i Frankrig
Vi er i La Roche sur Yon, en halvstor by i det midtvestlige Frankrig. Franck Deburre er tysklærer på egnens gymnasium. Og det er ikke nogen helt nem opgave. Franck er meget optaget af tanken om at sproglæring kan opnås i forbindelse med en anden, gerne praktisk aktivitet. Den type undervisning passer dog desværre meget dårligt ind i det franske gymnasium. Systemet levner ikke megen plads til de metoder Franck egentlig tror, ville være de bedste. Derimod er man temmelig optagede af karakterer, og eleverne tænker sig om en ekstra gang, før de vælger et fag der forekommer dem svært. Fransk ungdomskultur er ikke helt så angelsaksisk som den danske. De germanske sprog er vanskelige for franske elever. Udtalen er er et problem, og hvor skal man dele alle de tyske konsonanter? Så naturligvis mister nogle modet.
Fordomme
Men ofte vælger de slet ikke faget, og forbavsende få lærer tysk. Det er til dels fordi forældrene, selvom de ved at tysk er et vigtigt sprog, overbeviser deres børn om at det er alt for svært. De stoler ikke på at deres sønner og døtre vil gøre sig nok umage til at lære sproget. ”Siden jeg startede som lærer, har en del af mit arbejde været at reklamere for tysk. Jeg bryder mig ikke om at overtale folk, men ellers har jeg ikke noget job”, siger Franck. Og han er til stadighed oppe imod stereotyper. I 60’ernes franske komediefilm holdt man af at karrikere tyskere som officerstyper der kun kunne bjæffe Raus!, Verstanden! og Jawohl!
De gamle breve
Så når det er så besværligt, hvorfor blev Franck Deburre så overhovedet tysklærer? Han har ikke tyske aner, og halvdelen af hans bedsteforældregeneration var modstandsfolk. Men på sine bedsteforældres gård fandt han tilfældigvis en håndfuld breve stuvet af vejen. De var umulige at læse, for de var på tysk. Så måtte han jo lære det. Hvilket vil sige terpe, som man gjorde dengang, ligesom med latin. Det viste sig at være soldaterbreve, men ingen ville fortælle ham, hvorfor de fandtes. Nogle adresser i Tyskland gav heller ikke resultat, så en forklaring fik han aldrig. Men han var kommet i gang med tysk - og blev senere rigtig god til det ved at bo og arbejde to år i Kiel, først som sprogassistent, siden som lektor. Han ser sin tid i udlandet som uvurderlig for sit sprog, men så sandelig også for sin udvikling som menneske.
Nyttigt og behageligt
De unge franske elever har som udgangspunkt forstået at tysk er nyttigt, men de har sjældent opfattet at det også er smukt. Det kan eleverne opleve når de deltager i en udveksling med en tysk skole. Når eleverne hører sange eller små børn der taler med bedsteforældre, oplever de sproget sødt, smidigt og behageligt. Franck mener at det er vigtigt for den tysklærende i det mindste én gang at besøge Tyskland og opleve at man kan sige noget, at det fungerer, og at man får lyst til at kunne mere som følge af det ægte, venlige møde med andre mennesker.
Vi nåede det kun næsten
De elever Franck har haft med til Tyskland, har altid været supertilfredse med modtagelsen i familierne. I år skulle der ske noget nyt, han og en gruppe elever skulle besøge min skole i Danmark. Det blev af triste årsager aflyst. Men vi danskere nåede at besøge gymnasiet i La Roche sur Yon. Nu er vore lande lukket ned om ørerne på os. Rejsen står i skrivende stund i et ganske uventet skær. Der er opstået et før og et efter, frihedsmæssigt. Muligheden for at rejse kan vi ikke uden videre tage for givet. Men Franck og jeg håber at vi i en overskuelig fremtid igen kan være med til at give vore unge elever førstehåndskendskab til andre menneskers sprog og liv.
