Tysklærerforeningen for grundskolen

Blog

Drop pc’en for en stund - og lav en Lapbook

Online skole er virkelig meget online - selvfølgelig også med mange kreative muligheder, men jeg ville nu rigtig gerne have eleverne væk fra PC’en og lave et mere kreativt produkt, hvor de kunne bruge deres hænder og fantasi og samtidig bruge deres sprog i en ny sammenhæng.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lapbook????

Tyskbloggen

På Tyskbloggen blogger på skift medlemmer af Tysklærerforeningens bestyrelse.

I skolens Erasmusprojekt stødte jeg på begrebet Lapbook. Der ligger Lapbooks på youtube til inspiration. Det er åbenbart meget brugt på europæiske skoler til alle klassetrin i forbindelse med alverdens temaer i alle fag.

Og så stødte jeg på Lapbooken igen, da jeg pludselig fik tilsendt linket til den tyske Lapbook (herunder) og forslag til, at man kunne bruge den i et samarbejde mellem billedkunst og tysk.

Eleverne i min 7. klasse har i tysk efter juleferien bl.a. arbejdet med små temaer i forhold til dem selv, som de har fremlagt til mig i 4-6 sætninger som udgangspunkt for en samtale.

Jeg er så meget ved at gå død i at glo ind i en pc og eleverne er så meget online både i skoletid og fritid. Så jeg besluttede at prøve Lapbook’en af i 7. klasse. Eleverne havde allerede en del materiale til at fylde i, de fik gentaget ordforråd og bygget mere på - og så måtte de forlade pc’en for en stund.

Skal vi absolut lave det?

Ideen faldt ikke i den bedste jord i min klasse. Klippe - klistre! Det var godt nok besværligt, syntes de - og det gad de ikke. Men de havde jo også en besværlig lærer, der mente, de selv skulle finde ud af det hele og lave den selv.

De fik linket, vi så videoen og snakkede lidt om arbejdet. De skulle selv finde ud af at lave bogen derhjemme efter inspiration fra videoen. De kunne hente karton på skolen. Hvordan den rent praktisk blev lavet var op til deres fantasi - men det skulle være en Lapbook.

De skulle ikke lave de temaer, de finder i vejledningsvideoen, men bruge videoen til at få en ide til opbygning af selve bogen. De fik så en temaliste - de temaer de kendte fra deres tidligere samtaler, men de kunne også vælge andre temaer. Minimum 5 lommer.

Lapbook - Deutsch

  • Ich - beskrivelse af sig selv - krop - ansigt- tøj og hobby (obligatorisk)
  • Meine Freunde - mein bester Freund / meine beste Freundin.
  • Meine Familie
  • Mein Haus und mein Zimmer
  • Musik
  • Lieblingsessen
  • Haustiere
  • Meine Schule
  • Meine Großeltern
  • Das mache ich gern

I gang

Nå, jeg har jo søde elever. Langt de fleste gør, som de bliver bedt om. Så de gik i gang, selvom den kreative del gik lidt trægt. En enkelt forældre skrev til mig at eleverne ikke lærte tysk ved at klippe og klistre, og det gad hendes søn ikke. Så jeg skrev selvfølgelig et pænt forældrebrev til alle klassens forældre..

Til forældre:

…. Lommerne komme til at fyldes med beskrivelser om dem selv, således som deres præsentationer for mig har været. Deres juleferie, deres fremtidsdrømme, deres forhold til musik, en oplevelse, de husker specielt - og hvad de ellers væger. Lapbooken er elevernes portefølje, der dels fortæller en masse om dem selv, og dels viser deres arbejde her efter jul. Den må gerne være flot - den er koblet på, fordi de også skal lave noget kreativt væk fra deres pc. og udfordres på selv at kunne lave den efter video på tysk.

I gang

Jeg har heldigvis nogle meget foretagsomme elever både blandt drenge og piger, der finder ud af al ting. Og da de første kunne begynde at vise over teams, hvordan de byggede deres Lapbook op, fik andre gode ideer, og der gik pludselig sport i det for mange. En havde fundet på at klistre konvolutter ind - så det var jo nemt. Vi så på deres ideer sammen, og de kom med gode råd og kunne se de kunne finde ud af det - det var jo ikke så svært - bare lidt besværligt.

Præsentation

Slutteligt bad jeg elever præsentere selve Lapbooken i en lille video på skoletube ved hjælp af nogle givne hjælpeord, jeg havde gennemgået (se pdf herunder).

Lige nu modtager jeg videoer. (Se to eksempler herunder) Dejlige og herlige videoer. De kan, og de tør. Det skal ikke være perfekt og de er tydeligvis på vej sprogligt - og det er så fint. Selv kreativt bliver der kæmpet bravt :-)

Det har været tydeligt at eleverne ’vokser’ i de forskellige faser i opgaven, efterhånden som deres arbejde lykkes. De er stolte af det, de får lavet. Bøgerne skal selvfølgelig med på skolen, når eleverne må komme tilbage.

Inspiration:

Lapbook: https://www.youtube.com/watch?v=doKbKhAoSlg&t=5s

Lommer til Lapbook: https://www.youtube.com/watch?v=EfixWLDnGHI&t=158s

To bilag med elevprodukter, jeg har fået lov til at bruge.

Elevproduktion 1

Elevproduktion 2

PDF - Chunks til videopræsentation.