Læs mere fra Tysklærerforeningen for grundskolen:
Hvorfor skal vi overhovedet have en faglig forening for Tysk?
Vi kæmper med, at tysk er et meget lille fag, som i flere kredse bliver anset som mindre vigtigt. Det er en udfordring at få nok dygtige undervisere, og det er en stor udfordring at være et udtræksfag til afgangsprøverne.
Foreningsarbejde sker på frivillig basis og opgaver kan tage tid. Men foreningsarbejde er også vores mulighed for at præge faget indhold og udviklingsamt samt påvirke politikere og undervisningsministeriet.
Det er enormt vigtigt, at der er en forening, som er koncentreret om at repræsentere og synliggøre tyskfaget og tysklærerne. Tysk er så lille et område i grundskolen, at det har brug for sin egen forening, der kan tale fagets sag, få indflydelse på den politiske debat og det, der sker i ministeriet.
Foreningen har efter en del år et stort netværk at trække på, og derfor også stor viden om, hvad der sker på tyskområdet. Derfor er en faglig forening et vigtigt bindeled til de folk, der arbejder med faget ude på skolerne. Og derfor skal man som fagets repræsentanter naturligvis være medlem af en faglig forening - og hvis tid og lyst også tage aktiv del i foreningsarbejde.
Det er ikke så naturligt for de unge at være medlem af en faglig forening, som det var engang. Tysklærerforeningen for Grundskolen – TLFG tilbyder gratis medlemskab for studerende. Men det er svært alligevel. Og mange unge lærere har travlt i hverdagen og nedprioriterer at engagere sig i en faglig forening.
Det er klart, at hvis man er medlem af noget, så vil man have noget ud af det. Som faglig forening skal vi tilbyde nogle ting. TLFG har medlemsmails, en facebook side for medlemmer, en fast årlig Tysklærerdag og en årlig Udlandstur. Der har været små online kurser og besøg til udstillinger til medlemspriser. Derudover er tidligere udgivet julekalender til tyskfaget og konkurrencer om bio billetter. Vi forsøger at være synlige med tyskfaget, hvor det er muligt. Vi har været med på Læringsfestivallen i Bellacentret og til folkemødet på Bornholm. I år arrangeres en hygge-bustur til julemarked i Lübeck. Men det kræver tid og kræfter at planlægge - og vi er kun dem, vi er.
Lige nu har vi især fokus på
- mulighed for sproglig opkvalificering for tysklærere. Vi skal have dygtige tysklærere og studerende, som fortsætter med tysk i deres ungdomsuddannelse.
- samtidig skal der gøres noget ved prøverne, så de opleves meningsfulde og tidssvarende. Vi har lavet forsøg med gruppeprøve og søgt deltagelse i den arbejdsgruppe, som skal arbejde med den nye læseplan for tysk.
- rent politisk har vi repræsentanter i faggruppen for tysk, som er ministeriets sparringsgruppe.
Som faglig forening vil vi også fremover gøre det, vi gør, fordi vi finder det vigtigt med opkvalificering og faglige kurser, og også nødvendigt at blande sig i udviklingen af faget i en retning, hvor tyskfaget fortsat er en vigtig del af elevernes faglige og kulturelle dannelse.
Som forening for tysklærere i Danmark er TLFG også blevet en del af det verdensomspændende netværk af tysklærerforeninger IDV - Der Internationale Deutschlehrerinnen- und Deutschlehrerverband.
TLFG har tætte bånd til Den Tyske Ambassade, Goethe Instituttet, Grænseforeningen, det Nationale Center For Fremmedsprog, CFU, lærerseminarierne, andre Tysklærerforeninger, Bio med Tyske filmdage, Deutsches Haus i Sindal, eTwinning samt forlag og kommuner, der laver materialer til tyskundervisningen.
Skulle du også have lyst til at deltage i foreningsarbejdet for tyskfaget – ja så afholdes Generalforsamlingen i d. 8. November på Centralbiblioteket i Flensborg. Kan du ikke deltage, kan du altid kontakte foreningen på info@tysklaerer.dk
Generalforsamlingen er som altid del af foreningens årlige Tysklærerdage, og du finder program og tider på www.tysklaerer.dk