Læs mere fra Folkeskolens idrætsrådgiver:

Idrætslærer: Mine elever mister et vigtigt pusterum
I dette skoleår har eleverne i 7., 8. og 9. klasse på vores skole haft tre lektioner i idræt i stedet for to. Ofte er den ene lektion uden omklædning blevet brugt til podcasts, danse eller diverse lege med og uden bold. Fra næste skoleår skal eleverne tilbage til de to lektioner.
Jeg kan mærke, at eleverne har været glade for, at have tre lektioners idræt i dette skoleår. Vi har brugt den ene lektion til både måling af hvilepuls, gået ture, mens vi lyttede til podcast, finpudse danse, opfundet egne spil fra spilhjulet eller fået helt styr på de forskellige trin på boldtrappen. Klassen har også fundet glæden ved svinge- og sjippetove, shootout i basket og firkant i skolegården.
Den ene ekstra lektion i idræt har også været en form for pusterum for eleverne, hvor kroppen har været i fokus fremfor bøgerne. Skoledagene er lange, og at der en gang om ugen har stået en ekstra idrætslektion på skemaet mellem matematik, engelsk og historie har for mange i mine klasser været et tiltrængt afbræk fra det mere stillesiddende skoleliv.
Fra tre til to idrætslektioner næste skoleår
Til næste skoleår har vores ledelse besluttet, at udskolingsklasserne igen kun skal have to lektioner i idræt. Så selvom både elever og lærere har været glade for den ekstra lektion, fik justeringen desværre kun lov til at overleve i et enkelt skoleår. Jeg formoder, at det handler om, at idræt ikke længere bliver et udtræksfag til afgangsprøverne fra næste skoleår.
Idræt er for mig et fag, hvor så mange dannelsesaspekter ligger og venter på eleverne. Som lærer i faget er jeg ked af at afgive en time, for idræt byder på så gode muligheder for elevrelationer i nye sammenhænge. Faget er ligesom eksempelvis 'håndværk og design' unikt, da eleverne har mulighed for at blive kropsligt mere taktil som individ end i mange andre fag. Det bringer nye niveauer til mulighederne for relationsdannelse og faglige forbindelser i form af fælles læring eleverne imellem i et fag som idræt, og jeg vil savne den ekstra time at give eleverne.
Jeg tror, mine elever vil have det på samme måde.