Når kollektivet lider, så bør alarmklokkerne lyde

Som lærer forbereder jeg mig til mine timer. Der er som regel en dagsorden, jeg navigerer efter, og jo mere erfaring jeg får, jo bedre kan jeg justere undervejs i forhold til at styre hvornår elevstemmen skal have plads, og hvornår jeg holder fast i retningen.

Ofte er det givende at lade sig føre med af et elevengagement, som kan sende ens planer ud af kurs, men på rette spor i forhold til, hvad der optager de unge.

En dagsorden kan i mere eller mindre grad være styrende for os lærere. Som eleverne er vi også meget forskellige, og for nogle kan en ruineret dagsorden være en rød klud, i højere grad end den kan for andre.

For gennemført undervisning kan sagtens blive forstyrret af andet end elevers engagement og styring i andre retninger. Det kan i lige høj grad være en udfordret elev eller gruppe, der tager styrepinden og udfordrer sammenhængen i klasserummet.

Den kollektive afstraffelse

Gennem min tid som elev men også i min tid som lærer har jeg på egen krop oplevet eller siden hørt elever omtale en udfordret undervisningstime med et slutresultat ved navn – 'kollektiv afstraffelse'.

Måske skulle klassen til sidst i timen have været ude og få luft, set et sjovt klip, fået lidt før fri eller have lavet en sjov leg – men fordi timen ikke gik som planlagt, så bliver det ikke til noget.

Gang på gang må mange elever i den danske folkeskole sidde og være part i sådanne scenarier, hvor enkelte eller grupperinger får interfereret med undervisningen.

Udfordringen ligger her i, hvordan jeg som lærer får tilgodeset det eller de udfordrede individ/individer samtidig med, at jeg får tilgodeset resten af klassens behov.

I skolen er vi i min optik gode til at løse mange af disse scenarier, men generelt får det udfordrende element ofte samlet så meget opmærksomhed, at resten af en klasse ofte kan sidde passivt tilbage.

Denne udfordring kan frustrere mange lærere, og netop det, at det er så vanskeligt at løse udfordringen tilfredsstillende for begge parter, kan ganske sikkert generere noget frustration for hele sammenhængen, og så bliver redskabet “kollektiv nedlukning” bliver taget i brug.

En ny strategi skal formuleres

Disse situationer er vanskelige. Det er både synd for den udfordrede elev, der med sine handlinger oftest blot råber på hjælp. Det er også synd for klassen, der gang på gang må sætte sig i “venteværelset” og selv aktiveres for at få tiden til at gå. Samtidig er det også synd for læreren, der velmenende forsøger at få enderne til at nå sammen.

Der, hvor jeg kan gøre mig selv en tjeneste, er at stille mig selv spørgsmålet, om jeg kan løse denne situation i klasserummet.

Ofte gentager disse scenarier sig i det uendelige, og underviseren får ikke bedt om hjælp, sparring eller supervision på udfordringen.

Derfor kan det hele koge over, og så kommer uhensigtsmæssige pædagogiske og didaktiske værktøjer i brug.

Når udfordringer melder deres ankomst, så skal de gradueres. Hvis en udfordring lægger sig i den tunge ende og begynder at influere på den generelle gennemførsel af undervisning, så er det på tide, at jeg som lærer skal finde en ny strategi.

Dette skal jeg så gøre selv, med mit team eller min ledelse.

Når jeg til det punkt, hvor de konstruktive værktøjer bliver smidt væk og kollektivet lider, så bør alarmklokkerne lyde, og en ny strategi skal formuleres og udføres - og som ofte er det svært at løse selv!