Læs mere fra Folkeskolens idrætsrådgiver:
Sådan kan du støtte dine elever, så læseferien ikke bliver en udfordring for idrætsprøven
I fredags havde 9.-klasserne sidste skoledag. Nu venter mellem fem og seks uger med læseferie og forberedelse til kommende afgangsprøver. Idrætsprøven er en af de prøver, hvor eleverne er afhængige af hinanden, for de kan ikke gå op alene. Hvordan kan vi lærere støtte og vejlede vores elever bedst muligt i en kommende proces, som kan være udfordrende, når samarbejdet bliver sat på prøve?
Som udgangspunkt skal eleverne være mellem to og fem personer, når grupperne laves til idrætsprøven. Enkelte elever søger, af forskellige årsager, om at gå op til prøven alene.
At skulle gå op til en gruppeprøve kan både være fantastisk, men i den grad også udfordrende for eleverne. Grupperne er afhængige af hinanden, og det er her både smil, grin, sammenhold, geniale ideer, samarbejde og frustrationer kan opstå.
For selvom eleverne ofte har arbejdet sammen gennem de sidste mange år i folkeskolen og derfor kender hinanden rigtig godt, så kan der opstå udfordringer netop her. Udfordringer fordi eleverne vil forskellige ting, udfordringer fordi de har forskellige ambitioner omkring prøven og samtidig når tvivlen, om man er på rette vej, opstår.
Her er nogle af de ting, som jeg gør for at støtte/vejlede eleverne til idrætsprøven:
Lav en inddeling af skolens hal/spejlsal/gymnastiksal to timer pr. gang. Så ved de enkelte grupper, hvornår de skal komme på skolen og øve sig til prøven. De elever som skal op til idrætsprøven har førsteret til skolens idrætsaktiviteter. Dermed er skolens resterende elever udenfor til idræt og andre bevægelsesaktiviteter. På den måde hjælper du også gruppen med at have nogle faste tidspunkter, hvor de skal mødes på. Der kan ikke aflyses, når en gruppe har en haltid.
Sørg for at huske eleverne på hvilke aktiviteter, som klassen allerede har arbejdet med i undervisningen i de sidste to år. De kan med sikkerhed bruge noget af det og derefter videreudvikle på det. Det hjælper gruppen med at have et fundament, som de tager udgangspunkt i, så de ikke skal starte helt fra bunden.
Sørg for at have vejledning i starten af processen med alle grupperne. På den måde kan du hurtigt mærke gruppens energi og fokus. Måske skal enkelte grupper have lidt mere vejledning i starten for at sikre et godt udgangspunkt. I ugerne op til prøven har jeg ofte fået lov til at bytte enkelte af mine andre lektioner med mine kollegaer, så fokus er på afgangsprøven. På den måde kan jeg være lidt mere til stede i hallen og evt. hjælpe med modtagning ved diverse spring.
Mine idrætselever er meget forskellige. Det kan de også sagtens være i en gruppe. Når der er læseferie, vil nogle elever automatisk gå ned i gear, mens andre vil holde kadencen.
Dette kan også sagtens forekomme i en gruppe, hvor eleverne netop tror, de er sammen med ligesindede.
Som lærer, tror jeg, det er vigtigt, at eleverne hjælpes til nogle strukturer, så de kommer godt i gang. De første møder i en læseferie kan være definerende for, hvordan gruppens proces bliver. Derfor sørger jeg ofte for, at de kommer godt fra start med en vejledning, der sammen med dem tager udgangspunkt i, hvad de kan bruge de næste gange på. Så får eleverne et overblik og en tryghed i, hvor de er på vej hen.