Differentierer vi i elevernes pauser?

Foto: smithereen11/flickr.com 

Som lærere ønsker vi, at alle vores elever trives - både i klasselokalet og ude i skolegården i pauserne. Nogle elever er på ekstra overarbejde, når det handler om at begå sig i frikvarterne. Her er den faste ramme og struktur ofte sat ud af spillet. Det at skulle være en del af en leg eller et spil, at blive spurgt om at være med og at blive valgt til er ikke en selvfølge for alle. 

Derfor skal vi som lærere kigge på helheden og gøre vores bedste for, at alle finder og får en plads. 

De forpligtende fællesskaber 

Indimellem kan processen dog blive så omfattende, at et flertal af elever kan opleve større mistrivsel i pauserne, da enkeltes behov vejer tungt og fjerner frihed og glæde fra gruppen – som i stedet kan se frem til aftaler, struktur og lærer/pædagogbestemte grupperinger i de mellemliggende frikvarterer. 

Jeg er ikke en ultimativ frihedsforkæmper, da jeg i høj grad tror på de forpligtende fællesskaber, hvor vi også sammen løfter opgaver, der ikke altid ligger os lige for. Jeg synes bare ofte, at jeg ser professionelle omstrukturere hele sammenhængen/klassen for at tilgodese enkelte børns behov.  

Det, jeg efterlyser, er nok i stedet mere fokuserede indsatser, hvor mindre grupper afprøver pædagogiske tiltag.  

Skal vi differentiere i elevernes pauser? 

I det faglige er vi nødt til at differentiere, men når vi rammer det sociale aspekt, så virker det ofte på mig, som om alle skal være helt lige. Det er vi ikke, og det bliver vi aldrig. Derfor skal børn også have differentierede tiltag, når vi taler pauserummet, hvilket igen leder mig væk fra, at hele klasser aktiveres. 

Når vi møder udfordringer, så er det vanskeligt at jonglere det med at få enkelte til at spille ind i en klasses udvikling. At arbejde med den enkelte selv eller i små grupper kræver tid og indsigt. Derfor ærgrer det mig også, når den store fluesmækker bliver fundet frem og alle skal involveres.