Folkeskolens idrætsrådgiver

Blog

Udtræksfagene: Vi bør ramme inden for samme skive

Når et udtræksfag aflyses kan der blandt lærere være vidt forskellige holdninger til, hvordan faget bør afsluttes. Eleverne kan pludselig stå med forskellige versioner af, hvordan de næste måneder skal gå, og det kan skabe en disharmoni i elevgruppen på en årgang.

Offentliggjort Sidst opdateret

Udtræksfagene blev igen i år aflyst. Det er et faktum, og det forholder vi os til uden forhåbentlig at diskutere det for meget. Vi kan jo alligevel intet gøre. Til gengæld kan diskussionen så starte, når vi skal finde en linje i forhold til at få afsluttet faget alligevel.

Uenighederne kan enten opstå, hvis vi forsøger at lægge en fælles linje i forhold til undervisningen og evt. øveprøve som afslutning. Men det kan ligeså nemt gå skævt, hvis vi ikke har fået aftalt noget, og pludselig mærker de strømninger i elevgruppen, der kommer til at virke som en kollektiv forståelseskontrol.

For eleverne taler sammen, og de bliver hurtigt utilfredse, hvis der er for stor elastik i forhold til, hvordan forholdene er.

Forskellighed i afsluttende øveprøver

Folkeskolens idrætsrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Trine Hemmer-Hansen er Folkeskolens idrætsrådgiver. Hendes opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte hende, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: trinehemmer@hotmail.com

Nogle lærere ønsker en skarp prøve, andre en middel løsning og nogle stempler helt ud og giver tid til revy og planlægning af sidste skoledag. Ligeså mange lærere der er, ligeså mange meninger vil der ofte være omkring undervisningen. I min optik bør der trods metodefriheden kunne laves en fælles linje for, hvad man forventer af eleverne frem mod afslutningen af skoleåret.

Der vil aldrig blive lige forhold for alle, da både klasser og lærerteams kan have større eller mindre forskelligheder. Men diskussionen om at vi forsøger at ramme indenfor samme skive, synes jeg er fair.

Diskussionen er vigtig og kan være givtig, hvis blot vi har for øje, at vi ikke kommer til at ramme det samme. Hvis vi som årgangsteam blot har en forståelse af, hvor vi ca. vil hen, så vil eleverne ikke opleve himmelråbende forskelle. De forstår nemlig også forskellighederne bag menneskene.

Hvis alle sidder med en omgang kortspil, og der er ferie, når vi er færdige - så er det altafgørende om vi sætter gang i bridge, 31 eller et godt gammeldags spil krig. Bridgespillerne kommer til at kigge langt efter de andre kortspillere, når de trasker på ferie ude foran vinduerne, og sådanne spænd må ikke opstå.

Vi er nødt til at diskutere referencerammen for, hvad vi vil, når nu tæppet under udtræksfagene trækkes væk. Eleverne fortjener at sidde med noget nær samme hånd.