Folkeskolens idrætsrådgiver
Blog
Lærerstuderende ønsker at udvikle bevægelsesglæde
Lørdag var jeg inviteret til Metalskolen Jørlunde af Lærerstuderendes Landskreds for at tale med lærerstuderende om bevægelsesglæde i undervisningen. Mødet med de studerende samt deres motivation og nysgerrighed i forhold til det kommende job var inspirerende.
En gang om året inviterer Lærerstuderendes Landskreds til seminar i lærerfaglighedens tegn. Her skal de studerende være med til at lytte, debattere og fordybe sig ud fra forskellige workshops, hvor tanken er, at man derefter skal derfra med mere i bagagen, end da man kom.
Jeg stod på selve dagen for en workshop angående bevægelsesglæde i den faglige undervisning.
Mit fokus var her at give didaktiske og pædagogiske redskaber til at få glæden ved bevægelse ind i undervisningsrummet, således at fagene og bevægelsen bliver til en kulturel sammensmeltning, der lagrer sig i os.
De studerende var fra start meget engagerede og enormt deltagende, hvilket ret hurtigt skabte et unikt og energifyldt rum.
De mange spørgsmål rettede sig en del mod både praksis, men også mod hvad man gør, når bevægelseskulturen står lidt stille på en skole.
Flere af deltagerne havde prøvet praktikker, hvor bevægelsen lidt “døde på bordet”, og samlet set drejede nysgerrigheden sig mod de udviklingsmuligheder, der ligger foran os.
Jeg tror, flere af dem tog praksiseksempler fra mine udfordringer omkring bevægelsesglæden i folkeskolen med sig. Eksempler der både viste løsninger og faldgruber.
Glæde avler glæde
For mit vedkommende tog jeg særligt en ting med mig fra dagen i Jørlunde.
Glæden!
Det jeg forsøgte at formidle – nemlig glæden ved bevægelse - ramte mig lige ansigtet fra modkørende retning! Det engagement, den optimisme og lærerfaglige glæde, der strømmede fra de lærerstuderende, var ganske enkelt ret unik.
Hvis alle fik lov at opleve, hvad glæden rent faktisk gør ved glæden, så ville vi nok gøre os mere umage med at genskabe den dagligt.
Desværre kan travlhed, arbejdspres, møder, koordinering og alle de andre ting, der har det med at benævne sig selv “virkeligheden” have det med at tage pusten og desværre også glæden fra os.
Jeg ved, der er stor forskel på at være studerende – og så stige ombord på det helt store godstog “lærerjobbet”.
Jeg håber, at de mennesker jeg mødte i lørdags, bringer den glæde med sig ud på skolerne, som de frembragte på selve workshopdagen.
Og ikke mindst - så håber jeg, de gennem årene kan bibeholde den!