Folkeskolens idrætsrådgiver
Blog
Idræt med hele årgangen udvider klassefælleskaber
Restriktionerne er nu i skoleregi heldigvis lempet over hele landet, og det mærker vi især i idræt, som har været hårdt ramt af Covid-19. Nu må vi heldigvis mødes og have undervisning på tværs af årgangen, hvilket i mine øjne er med til at udvikle vigtige kompetencer.
Foto: Flickr.com/Luigi Guarino
Idrætsfaget har så meget at byde på. Her er både krop og hoved i gang samtidig. Det er her, eleverne møder hinanden i en anden arena, hvor fastlåste roller til tider kan opløses og blive til nye faglige narrativer.
På vores skole har vi fra 4. klasse og op valgt at lægge idræt samtidig på årgangene. Dette giver en unik mulighed for at få eleverne ind i nogle idrætslige sammenhænge, som de har gode chancer for at udvikle sig markant i.
Idræt i en klasse er en ting. Klassen er en organisme, som de fleste over tid lærer at navigere nogenlunde trygt i. Til gengæld kan det i min optik noget særligt, når vi pludselig slår flere klasser sammen.
Det er ikke fordi trygheden skal forsvinde, men alligevel kommer eleven lidt ud af sin komfort-zone, når nye ansigter pludselig står omklædt.
De vigtige nye energier
Idræt i større sammenhænge giver både mulighed for at dele kønnene, inddele i nye hold, hvor elevernes personligheder, energier og kompetencer kan tilgodeses samtidig med, at man også kan få større fællesskaber, lege og grene af idrætten i gang.
Jeg er helt med på at idræt som fag kan være at strække sin komfort-zone rigeligt for visse elever, men alligevel vil jeg sige, at der ligger nogle nye energier at hente i en større sammenhæng.
Hvis vi eksempelvis har et danseforløb, kan der ligge en større motivation for grupperne i, at det ikke “bare” er de samme sædvanlige ansigter, der kigger på.
På denne måde kan elever løfte sig - både i faget generelt, men ind imellem også i det rollespil en skolegang er.
Klassefællesskaber udvides
Nye sammenhænge kan for flere betyde ny tilgang – og for nogen en ny rolle.
Idræt på hele årgangen er for mig et stort plus, da jeg i højere grad kan jonglere med de enkeltes kompetencer, indstilling og forudsætninger.
Vi kommer, som jeg ser det, tæt på den danske foreningsmentalitet, hvor vi gennem leg, dans, kamp, konkurrence, træning, teori, forståelse, sammenhold, samarbejde, kommunikation osv. lader klassefællesskabet udvide sig til noget større.