Læs mere fra Folkeskolens idrætsrådgiver:
Når byens multihal skal rumme folkeskolens idrætsundervisning med høj musik og meditation for pensionister på samme tid
Det er dejligt at have en stor hal til idræt klos op ad skolens areal. Udfordringen er dog, at hallen er ejet af byen, og det kan til tider give gnidninger, når børn, unge og ældre har forskellige idrætstilbud på samme tidspunkt.
I sidste uge havde vi 74 energiske teenagere i hallen til idrætsundervising. Fuldstændig som vi plejer hver fredag fra 10:00-11:30. Denne fredag stod i dansens tegn - nærmere bestemt stilarten ‘Jump Style’. Musikken ‘Stamp On The Ground’ af ItaloBrothers strømmede ud af højtaleren, og det var med en vis volumen for at overdøve de mange unge menneskers energiniveau og småsnak.
Udover den store hal består multihuset også af flere mindre sale, hvilket både giver en fleksibilitet i huset, men samtidig også udfordringer. Sidstnævnte består i, at hver fredag, når vi har drøn på idrætsundervisningen i den store hal, er der sideløbende meditation for den ældre generation i en af de mindre sale. De har indgang lige ud til store hal, og det betyder, at når der er drøn på musikken, går det lige igennem væggene.
Der skal være plads til alle
Så hvad gør vi? Helt forståeligt kom en sød dame ned til os midt i idrætsundervisningen i den store hal og efterspurgte, om vi kunne skrue en smule ned, da det var svært at fokusere på meditation, når der var drøn på “Stamp On The Ground” – endda på repeat.
Samtidig stod vi sammen med en flok unge mennesker, som ønskede at vi skulle skrue mere op, for det var svært at høre beatet bagerst i hallen.
Indholdsområdet dans og udtryk indeholder naturligvis musik – det er dette indholdsområdes “rekvisit”. Her arbejder vi blandt andet med musikforståelse, BPM (beats per minute), tolkning af lyrikkens indhold og meget mere. Her er musikken altafgørende for elevernes motivation og engagement.
Jeg håber og tror på, at det både lykkedes at meditere og øve en koreografi til Jump Style den fredag, men det er en udfordring at dele en hal med så forskellige aktiviteter på samme tidspunkt og give plads til alle.
Heldigvis for folkesundheden er vi mange, der gerne vil bruge et idrætshus, som det vi har i vores by. Men vi bliver flere og flere brugere. Når min datter spiller fodbold, så får holdet også tildelt et frimærke at træne på blandt hundredvis af andre spillere.
Vi lærer i disse år at tolerere hinanden idrætsligt. Der kommer flere folk til byerne, og brugerne bliver flere og flere. Alligevel skal der være plads til alle, og vejen frem må være hensyntagen, koordinering og dialog. Så kan selv ældre og unge samles i et hus til så forskellige aktiviteter som meditation og Jumpstyle.