SPIF-22 # 2: Idrætsprøven ses stadig som en hindring

SPIF står for Status På Idrætsfaget og er et projekt, der hvert fjerde år undersøger og beskriver idrætsfagets status på en lang række indikatorer. 

I sidste blog beskrev jeg ét af hovedfokuspunkterne fra den nyeste SPIF-22, som omhandlede begreberne ‘samarbejde og opbakning’ i idrætsfaget:  

SPIF-rapporten viser også, at idrætslærerne i knap så høj grad finder det vigtigt, at eleverne udvikler teoretiske færdigheder og bliver kompetente til prøven. 

Flere undervisere er ligeledes betænkelige ved det øgede fokus på karakterer i faget, det stramme program vedr. tekstopgivelser samt selve afviklingen af prøven. 

Flere mener, at disse faktorer kan have en negativ indvirken på glæden og den almene dannelse i faget. Samtidig mener flere, at spontaniteten og fordybelsen drukner i tekstopgivelsernes mængde, og da blot en tredjedel af idrætslærerne har ført til prøve, er usikkerheden omkring dette også til stede. 

 Fordybelsens fantastiske kår

I min optik er idrætsfaget løftet fra tidligere tiders niveau. Min idrætsundervisning bærer præg af, at teori og praksis smelter sammen. I SPIF-rapporten kan jeg læse, at en stor del af idrætslærerne har teori adskilt fra praksis - og i en forsvindende lille mængde. 

Alle disse ting lagt sammen giver mig en ide om, at idrætsfaget fortsat ikke helt er blevet taget ind i den nye form. 

Glæde og almen dannelse kan sagtens sameksistere i bevægelsen, selvom vi indimellem stopper op og taler om øvelsen, taktikken, teknikken eller lignende. Spontaniteten og fordybelsen skal eleverne særligt mærke i deres selvstændige arbejde, hvor de i høj grad har mulighed for netop frit at sætte programmer sammen under indholdsområderne i forhold til, hvad der interesserer dem. 

Fordybelsen har fantastiske kår her, hvor eleverne netop kan gå dybt i øvelserne og dygtiggøre sig. 

Praksis og teori skal ikke være adskilt

Idræt er et fag, der traditionelt set og stadig af en del undervisere ses som et aktivitetsfag. Men ligesom vi i dansk ikke blot læser en roman, men derimod taler den igennem og analyserer den, så fortjener idræt også dette fokus. 

Det decimerer i min optik ikke glæden eller stikker en kæp i hjulet på fordybelsen. Vi skal blot som undervisere evne at koble tingene. Praksis og teori skal ikke være adskilt! 

Gør vi det, så risikerer vi at tabe eleverne på gulvet, for hvem gider have idræt i et teorilokale? 

Evner vi til gengæld at være praktiske og teoretiske på gulvet, så får vi erkendelserne tæt på det fysiske element, og så er idræt et fag, der spiller på de samme udviklingsmæssige tangenter som resten af fagene. 

Idrætsprøvens kvalitet

Samtidig skal lærerne ind og tage livtag med prøven. For den er ganske lærerig. Jeg har netop været censor fire dage i Skanderborg, hvor jeg endnu engang blev bekræftet i, hvor fagligt og socialt lærende gruppeprøven i idræt er. 

Eleverne arbejder og træner hårdt frem mod selve dagen, og den fysiske præstation kædet sammen med den teoretiske er ganske unik. 

Jeg håber, at der de næste år vil være flere idrætslærere, der vil få mulighed for at føre op til prøve i faget. Det vil sandsynligvis give en balast til styrket undervisning fremadrettet. 

Jeg tror, at en del lærere ser idrætsprøven som en hindring i forhold til glæden omkring faget. Jeg tænker det modsat. 

Jeg tror, flere elever ser en kvalitet i, at vi nu sætter faglige krav i faget. Det er ikke kun aktiviteten, der er væsentlig, og det at blive kompetent til prøven er ikke blot et fysisk aspekt. Det giver deltagelsesmulighed for flere, og gennem vores nye format er idræt i højere grad blevet et fag for alle.