Folkeskolens idrætsrådgiver
Blog
Danmark skal være verdens mest idrætsaktive nation
Regeringen har en mission. Flere borgere skal dyrke mere motion og være aktive i idrætsforeninger. Tre arbejdsgrupper er efter flere måneder kommet frem til fire nye idrætsinitiativer – initiativer som bliver bakket op af 35 millioner fra satspuljen.
Foto: Andrea Scott/Flickr.com
Bevægelse og motion skaber oplevelser, sammenhold, fællesskaber og kan samtidig bidrage til bedre sundhed. Målet er derfor at Danmark skal være verdens mest idrætsaktive nation.
DIF’s og DGI’s vision ’Bevæg dig for livet’ bliver nu bakket op af regeringen. Målet er, at 50 pct. af befolkningen i 2025 er medlem af en idrætsforening, og 75 pct. er idrætsaktive.
De fire nye idrætsinitiativer har følgende fokuspunkter:
- ’Inklusion i lokale fællesskaber gennem idræt’
- ’Motion og fællesskab på recept’
- ’Esport-strategi’
- ’Skolenetværk’
Det sidste fokuspunkt kan få stor betydning i idrætsfaget. Det handler om samarbejde mellem grundskoler og lokale idrætsforeninger. Hvordan kan jeg som idrætslærer få et bredere samarbejde med vores lokale idrætsforening, så samarbejdet forbliver mere langvarigt?
Det bliver der nu skudt penge i, og punktet, som jeg har udvalgt, er for mig særligt vigtigt, da det at danne elever til samfundsborgere, som deltager aktivt lokalt, er vigtigt på mange forskellige parametre.
Idræt og bevægelse kan samle folk, og eleverne må og skal mærke dem, der lokalt brænder for at få idrætslige tilbud stablet på benene. Det handler om et møde, eleverne ikke kan vælge fra. Først efter det kan eleven træffe et kvalificeret valg i form af ja eller nej til tilbuddet. Dette gøres sjældent specielt kompetent fra sofaen eller bag skærmen.
Derfor bliver det spændende at følge, hvor pengene får ben at gå på i forhold til samarbejdet mellem skolerne og lokalmiljøerne.