Når elevernes spontane fællesskab opstår i idrætsundervisningen

Først var det en fodbold. Ti minutter senere var det en enkel fjerbold. En rekvisit og en rundkreds kan hurtigt kreere et skabende fællesskab før en idrætstime overhovedet starter. 

I min idrætstime i dag spottede et par af drengene hurtigt en fodbold, som var gemt i hjørnet af idrætssalen. På under ti sekunder havde de delt to hold, og en kamp var sat i gang. Der blev gået til den, uden det krævede spilstop eller dommerkendelser. 

Det var tydeligt, at det var sjovt, og der blev jublet højlydt ved hver en scoring. De to hold var selvjusterende, og alle gik til den frivillige aktivitet med gode intentioner samt kampen for øje. 

Efter små 10 minutter stoppede jeg som lærer spillet, for dagsordenen lød på redskabsaktiviteter med airtrack og fokus på de forskellige former for modtagning. 

Rekvisitten byder op til fællesskab 

På et tidspunkt var der i undervisningen et kort ophold mellem to aktiviteter, og før jeg fik set mig om, stod drengegruppen igen i en rundkreds - denne gang med en mere svævende genstand mellem sig. Jeg observerede hurtigt, at det ikke var fodbolden, men en halvdårlig fjerbold, som havde gemt sig mellem to ribber.

Drengene fik et spil i gang med hænderne, hvor de holdt bolden i luften. Samtidig var flere af pigerne i gang med at stå på hænder og andre gymnastiske øvelser. 

Fællesskabet har gode vilkår, hvis vi vil det. Nogle gange skal der ikke meget til, før det opstår. 

En bold, en bevægelse, en forbindelse mellem mennesker. At spille en fodboldkamp, at holde en fjerbold i luften eller at få hinanden op i håndstand er leg i fællesskab. Det kan være kommunikation uden ord. 

Lyde kan i disse situationer gøre det ud for sprog, og når man kæmper med en fjerbold, og hører brølet, når man redder den – eller når man krammer den, der netop har modtaget en i det første flik flak - så kan oplevelsen reduceres til gestikulation og mimik.

Fællesskab kan skabes på forskellige måder

Fællesskabet kan skabes gennem ord, men bevægelsen, legen og glæden ved at skabe sammen, kan være en ordløs nydelse, som kan opstå ved en tilfældighed som en slidt fjerbold fundet bag gamle ribber i en udpint idrætssal. 

Kunsten som lærer er her at give plads til oplevelser som disse, for de skal ikke altid stoppes eller afbrydes med irettesættende retorik. 

Der kan være vigtig læring for børnene og de unge i disse øjeblikke af fryd, og indimellem skal tiden derfor have lov at stå stille for en stund – og programmet må udskydes kort.