Blog

Når selv en fodboldspiller begynder at danse

Nogle gange går jeg fra en idrætsundervisning og tænker, at dette var en særlig stund. Den følelse havde jeg i dag efter mine to lektioner dans med 5. årgang.

Offentliggjort

“Skal vi ikke spille fodbold i dag”? 

Det spørgsmål er jeg blevet mødt med rigtig mange gange inden en idrætsundervisning, og i dag var ingen undtagelse. 

Det på trods af at vi idrætslærere i sidste uge tydeligt forklarede alle elever, at vi skulle arbejde videre med en dans og MGP-sang. 

Folkeskolens idrætsrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Trine Hemmer-Hansen er Folkeskolens idrætsrådgiver. Hendes opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte hende, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: trinehemmer@hotmail.com

Trods ihærdige forsøg på at få os lærere til at skifte dagens indhold med dans ud med fodbold, overgav til sidst selv den mest passionerede fodboldspiller sig og hoppede med på dansen. 

 

Musikken sætter kroppen i gang 

For mange elever sker der noget, når først musikken brager ud af højtaleren. Kroppen kan ikke stå stille, selvom man måske identificerer sig som fodboldspiller. Bevægelserne kan være vanskelige at standse, selvom man normalt dribler, løber og sparker.

Organiseringen af dagens dansetime foregik til et klassisk MGP-nummer, hvor jeg som underviser havde lavet en fælles koreografi til første vers. Den lærte eleverne. Herefter gik de ud i mindre grupper og fik til opgave at koreografere en individuel dans til andet og tredje vers.

Derfor endte dansen i en fælles start, hvorefter grupperne gik i egen koreografi og til sidst tilbage samlet. 66 elever i en fælles og individuelt planlagt bevægelse tilsat musik. Det var smukt og sjovt på en gang. 

 

At miste sans for tid og sted 

Musikken, pulsen, smilene og fællesskabsfølelsen gik op i en højere enhed i dag. Alle var med, og når alle dansede på to lange rækker, så handlede det ikke om at spotte fejl, mangler eller om armen kom op på det rigtige tidspunkt.

I stedet handlede det om at komme i flow i aktiviteten og miste sans for tid og sted. Der var både styring og frihed i aktiviteten, der nemt kunne sættes op fra min side, selvom jeg på ingen måde er danser. Tingene blev holdt simple bevægelsesmæssigt, og når man ikke får aktiviteten lagt på en hylde, hvor spidskompetencen må og skal være dans, så har alle også en sund chance for at være med.

Med valg af noget populær musik med et tungt beat var timen skudt i gang fra start, og tankerne om den forjættede fodbold blev for en stund fortrængt.