Folkeskolens idrætsrådgiver
Blog
Menstruationssnakken kan bidrage til mental parathed
Som idrætslærer i udskolingen starter jeg altid året op med en snak med alle pigerne på hele årgangen. Vi laver aftaler i fællesskab om badekulturen og tager herunder også menstruationssnakken. Men indskolingslærerne skal også have disse snakke, og de skal afholdes meget tidligere, end man regner med.
Foto: Pixabay.com
D. 13. juli læste jeg en artikel om 9-årige Cecilie fra Randers, som ønskede sig, at der fandtes menstruationsbind i en mindre udgive, da de, som er på marked lige pt., er for store til hendes alder.
Det fik mig til at tænke over vigtigheden i, at vi lærere tager snakken med vores elever lang tid før, vi måske havde tænkt os. Selvfølgelig er det langtfra alle 9-årige piger, som har fået menstruation, men pigerne får det i en tidligere alder end før i tiden, så snakken er relevant.
Udover at vejlede pigerne, så skriver jeg også hjem til forældrene. Ikke kun til pigeforældrene, men til alle forældrene om vigtigheden i skolens badekultur og den læring det medfører, at de indtræder i en naturlig kropskultur. Det SKAL være sådan, at det at bade er mere naturligt end at lade være.
Elevernes egne aftaler
I mailen til forældrene opfordrer jeg dem også til, at de skriver til mig, hvis deres pige har fået menstruation. Sammen med eleverne laver vi gode aftaler, som alle kan se sig selv i. Eleverne skal være med til idræt, selvom de har menstruation, men jeg laver nogle gange nogle særskilte aftaler om, at de må gå ud at bade fem minutter før de andre. Når eleverne er med til at lave aftalerne, er det også lettere at fastholde dem i at gennemføre planen.
Eleverne skal føle sig trygge ved kroppens udvikling. Gennem mine årlige samtaler med pigerne, er det min overbevisning, at de føler sig trygge, imødekommet og ikke mindst set i, hvad der for dem kan være sårbart i en kropslig sammenhæng. Måske endda langt tidligere end deres mentale stadie var klar til.