Folkeskolens idrætsrådgiver
Blog
”Giv mig 15 minutters mor-tid”
Jeg begynder at kunne mærke på min krop, at jeg sidder meget foran en computer hver dag. Det er jeg ikke vant til i mit job som lærer. Men det kræver koordinering at få tid til mig selv, når jeg er alene hjemme med mine to små skolebørn. Derfor har jeg indført den såkaldte ’mor-tid’ hver dag.
Foto: Privat
Når jeg ifører mig mine store Beats-høretelefoner og lægger mig ned på den røde træningsmåtte i vores stue, så ved mine børn, at nu er der dømt ’mor-tid’. I de næste 15 minutter skal de forsøge ikke at stille mig et eneste spørgsmål – eller kalde på ’mor’.
Det har faktisk fungeret overraskende godt. Tidspunktet kan variere i løbet af dagen, men signalværdien er den samme – nu skal mor have alenetid.
Fokus på elevernes bevægelse
Det får mig selvfølgelig også til at tænke på, at vi skal huske vores elever i deres hverdag. De sidder også meget foran skærmen, så vi skal være gode til at tænke kreativt i vores valg af indhold i undervisningen – og her taler jeg ikke kun om idrætsfaget.
Sørg for at lave fællesøvelser i løbet af dagen. Vi må ikke glemme den daglige bevægelse – og især ikke nu hvor de sidder så meget bag ved skærmen. Lav fælles morgengymnastik/yoga eller strækøvelser hen ad eftermiddagen. En del udskolingselever sidder alene hjemme hver dag, og de kan have brug for et skub til at få lavet lidt bevægelse i løbet af en lang skoledag.
Tænk kroppen ind i undervisningen
Med udsigten til minimum tre uger hjemme bag skærmen skylder vi vores elever at give dem opgaver, hvor vi tænker kroppen ind.
Vi må ikke være så bange for, at fagligheden kan sænkes en anelse på bekostning af formen. Hvis vi laver et løb, en fysisk øvelse, en tlf. walk and talk eller andet, så kan vi være med til at øge elevernes trivsel i denne prekære situation. Som jeg tidligere har været inde på, så skal vi nok hente fagligheden, men hvis ikke vi får eleverne op, ud og i gang, så hormonet endorfin udskilles, så kan vi tabe manges lyst på gulvet.
Den generelle skolelyst er på spil, og bevægelsen væk fra det ensomme rum og over i ”noget andet” kan være livgivende og opretholdende for hele glæden ved fortsat skolegang.
Lad os huske bevægelsen og kroppen midt i en tid, hvor vi kun kan mødes i den virtuelle klasse stillesiddende og foran en skærm.