Læs mere fra bloggen: Folkeskolens idrætsrådgiver
Blog
Fri leg eller rammesat pause?
Frikvarteret kan være lidt en akilleshæl for både elever og voksne, for så snart det ringer ud, forsvinder strukturen og de kendte arbejdsgange.
Nogle elever trives godt i fri dressur. For dem er et frikvarter en gave, og mulighederne er uendelige. Fodbold i gården, fangeleg, klatrestativet, småsnak og hygge eller kridt og asfalt i skøn forening.
Elever på alle klassetrin kan have stor glæde af pausen, men for mange kan det også være 15 eller 30 lange minutter. I de små klasser kan vi opleve børn, der ikke har nogen at lege med, og i de større klasser kan enkelte isolere sig helt med en mobiltelefon.
Når lærere med jævne mellemrum sætter krav til en pause, så handler det som regel om flere ting. Ind imellem er elever i mistrivsel og skal hjælpes mod en sammenhæng. Andre gange er det et pædagogisk fokus at få en gruppedynamik til at lykkes.
Lærerne skal hjælpe eleverne med pauserne
Når elever har udfordrende pauser, skal vi som lærere sætte ind. Det kan gøres på flere måder. Nogle lærere tyer altid til legegrupper for alle, men skal vi punktbehandle, så kan vi i de mindre klasser også sætte små grupperinger i aktion. En elevs trivsel behøver ikke altid afstedkomme ændringer for en hel klasse.
Hos de mindste elever kan vi sagtens aktivere en gruppe af drenge, piger eller mikset et frikvarter dagligt. Derefter kan der laves aftaler med den udsatte elev, som ikke hver pause kan regne med assistance og skemalagt samvær. Her skal der laves aftaler, så vedkommende kan være i det. Måske kan eleven finde et sted at sidde med en bog, være inde og tegne, gå en tur med gårdvagten særlige dage eller andre lignende tiltag.
Pausen er også et vigtigt læringsrum
Andre gange kan fokus være af pædagogisk karakter. Når vi sætter rammer op omkring et frikvarter handler det ofte om, at eleverne selv i pauserne også kan være i læring. I mange fag er den sociale tilgang til f.eks. gruppearbejde af stærkt dannende karakter. Det samme gør sig gældende for en pause.
En del børn kan have svært ved at indgå i sammenhænge, hvor aktiviteten er fastlagt, eller hvor den enkelte i gruppen skal finde på en leg eller aktivitet.
For mange børn kan det at give afkald på egne ønsker og behov være et livtag med viljen men også opdragelsen. At sætte rammer op for en pause kan være første skridt på en lang vej, hvor barnet lærer at se sig selv i en sammenhæng.
At tænke at vi kun har ansvaret for vores børn og unge i timerne er i min optik en stor fejltagelse. Pausen er et lige så stort læringsrum. Vi skal veksle mellem rammer og den frie kultur. Elever der har det svært med frikvartererne skal både hjælpes og udfordres. På længere sigt skal de udvikle kompetencer til at komme igennem en pause uden støtte, men vejen derhen er vores ansvar i samarbejde og tæt dialog med barnet.