“Jeg kan sagtens – jeg gør det hver mandag aften til træning”

Når vi i udskolingen underviser eleverne i forskellige redskabsaktiviteter, er der helt særlige krav til, hvilke former for spring/rotation eleverne må udføre. Sikkerheden skal til enhver tid overholdes - også selvom det til tider kan være svært at forholde sig til for eleverne.

Jeg ser store kvaliteter i, at mine elever viser engagement og rigtig gerne vil vise både os lærere og de andre elever, hvad de kan. På trods af rigtig mange “Jeg kan sagtens – jeg gør det hver mandag aften til træning”, så bliver vi lærere nødt til at være meget konsekvente og ikke lade os drive med af elevernes håbefulde øjne. For det kan være farligt, og det kan gå galt.

Folkeskolen overfor foreningslivet

De unge mennesker måler sig enormt med hinanden i et idrætslokale. Det er der både nogle der elsker og hader. At kunne noget med sin krop giver ind imellem gode point i den sociale sfære, og derfor kan dynamikkerne være voldsomme, hvis nogle drenge eventuelt skal imponere hinanden eller et par piger.

Vi er bare ikke specialiserede i folkeskolen, som instruktørerne kan være det i vores foreninger, hvor trænerne ligeledes er bedre uddannet ind i det specifikke.

Derfor er det i min optik vigtigt at sætte rammen fra start. Eleverne skal kende indholdet i undervisningen samt baggrunden for, hvorfor vi gør det. Så er der heller ikke så langt til et eventuelt afslag, “for vi har jo en køreplan”.

En tydelig køreplan er vigtig

Der, hvor jeg kan opleve elever kom på for slap line, er, når undervisningen ikke er stramt styret i forhold til aktiviteterne og samtalerne om disse. Hvis der er en smule plads til at lade hovedet vandre mod noget andet, så vil energierne hurtigt overtage de unge, og så starter diskussionerne. Kan vi til gengæld i disse sammenhænge gøre dem fokuserede og få dem til at fortabe sig i det planlagte, så vil glæden ved at følge planen og lykkes forhåbentlig overskygge lysten til at bryde ud og begynde på frie spring mm.

Det kræver en del, men det samme gør sig gældende, når fodboldspillere, håndboldspillere, badmintonspillere gerne bare vil spille kamp. Det drejer sig om at finde et niveau, hvor øvelserne er så veltilrettelagte, at man slet ikke savner den regulære kamp, de frie spring eller lignende.

Men det kræver god forberedelse og stærk rammesætning. Får vi det på plads, så savner de unge mennesker sjældent det færdige spil eller spring.