Læs mere fra Folkeskolens idrætsrådgiver:
Balloner i idrætsundervisningen: Giv eleverne et benspænd
I stedet for at lave klassiske aktiviteter har jeg ind imellem smidt en rekvisit ind i ligningen. Noget så simpelt som en ballon kan fjerne fokus fra kropsforskrækkelse og tilmed hjælpe til i en kreativ proces.
Om indholdsområdet enten hedder 'fysisk træning', 'kropsbasis' eller 'dans & udtryk', så kan brugen af balloner farve idrætsundervisningen i nye nuancer.
Her er et par eksempler fra min idrætsundervisning, hvor ballonen indgår i forskellige øvelser under temaet ‘samarbejde’:
Fysisk træning: Her har jeg lavet forskellige stafetter, hvor eleverne er sammen to og to. Målet er at, eleverne skal have en ballon transporteret mellem sig forskellige steder på kroppen, mens de for eksempel løber ned omkring en kegle. Jeg har både afprøvet, at ballonen skal være placeret mellem to maver, to rygge, ballerne eller mellem håndfladerne. Her fokuseres mere på samarbejdsdelen end på at være de hurtigste.
Dans & udtryk: Lad ballonen være et ‘svævende bindeled’ mellem dig, din makker og dansen. Brug ballonen til at samarbejde gennem dansen. Jeg har brugt ballonen som et redskab i dansen, hvor eleverne to og to forsøger at spejle hinandens dans. Med sig i ‘spejlingen’ er der en ballon, som hele tiden skal være imellem de to elever. Det kan være, at ballonen er mellem to håndflader, maverne, panden eller noget helt fjerde. På den måde bliver der mere fokus på samarbejdet i dansen frem for ‘kun’ at imitere den anden.
Kropsbasis: Under kropsbasis har jeg brugt en ballon, når eleverne træner balanceøvelser to og to. Eleverne har fået tildelt forskellige kropsdele, som kun må røre gulvet, samtidig med at der skal være en ballon mellem eleverne. Det har givet smil på læberne, fordi fokus bliver rettet mod ballonen frem for den måske svære nærhed i øvelserne.
At gøre brug af en rekvisit som en ballon er en form for benspænd for eleverne. Ballonen udfordrer deres tankegang i retninger, der fordrer samarbejdet, for de er tvunget til at være tæt med hinanden. Der er kun berøring gennem ballonen, og derfor er aspektet omkring at få genstanden holdt i luften samtidig med at lykkes med øvelsen en udfordring.
Jeg har oplevet, at eleverne tager godt imod tiltaget, og i flere tilfælde kommer der noget ekstra udtryk frem grundet rekvisitten. Jeg tænker, at øvelsen nemt kan tænkes videre med andre remedier. En snor om håndleddene, anklerne bundet sammen, en dans med to mand i et tøndebånd eller lign.
At give eleverne et benspænd er for mig et greb, der både fjerner lidt usikkerhed og fremmer kreativiteten. Fokus forsvinder i forhold til samarbejdspartneren og løber over i rekvisitten, og selvsamme byder på en præmis, der skal overholdes i en kreativ proces.
Resultaterne har været skøre, sjove, flotte og kreative.