Bader du med dine elever efter idræt?

Foto: Shannon Kringen/Flickr.com

Først var fokus rettet direkte mod eleverne og deres enorme kropsforskrækkelse og manglende badekultur. Nu er fokus rettet mod lærernes rolle. For hvordan skal vi få vores elever til at smide tøjet og gå i bad, hvis vi ikke selv viser vejen?

Så længe jeg husker det, har mine idrætslærere gået ind i et separat omklædningsrum, når vi havde idræt – det samme gør jeg nu. Hvorfor egentlig? Det har aldrig været anderledes. Det har aldrig været et emne, vi nogensinde har diskuteret i idrætsteamet. Vi har en badepolitik på vores skole omhandlende elever og bad – men lærerne er ikke nævnt med et ord. Bør de være det?

Lærer bader sammen med elever

Bølgerne går højt lige nu, efter en lærer har stået frem og sagt, at han bader sammen med sine elever efter idræt.

Jeg tager hatten af for ham. Hans argumenter omkring at være en rollemodel for et ”bredt kropsbillede” bør ligge lige til højrebenet i vores tid med alt for stort fokus på kropsidealer. Desværre rammer en anden stor tidstrend – nemlig kropsforskrækkelsen og krænkelseskulturen – ind fra den anden side.

Vi vil i den danske folkeskole både give eleverne et bredt funderet billede af kroppen, men samtidig bliver vi alle lidt forskrækkede, når vi selv skal i spil.

Lever vi virkelig i en tid, hvor børn ikke længere må se en nøgen krop?

Næstformand i Dansk Skoleidræt Preben Hansen er ligeledes af den opfattelse, at en lærer godt må bade med eleverne.

Han udtaler: "Grunden til at jeg går i bad med jer er, så kan I se, at selv om man er 64 år gammel og har korte ben og tyk mave, så kan man godt være glad og tilfreds alligevel”.

Preben Hansens statement er et frontalangreb på den forskrækkelse, de fleste lever med i 2020.

Er det risikabelt at træffe sådan et valg - at bade med eleverne?

Vi lever i en særlig tid, hvor rigtig mange sidder klar med fingeren på den store atom-knap og blot venter på en mulighed for at fyre af.

Det er muligvis risikabelt, men hvis vi skal vende tilbage til et stadie, hvor kroppen igen kan blive en naturlig ting, så må vi støtte bannerførerne.

Vi får nok aldrig lært vores unge, at forskellige kroppe kan være ok, og at jagten på det perfekte ikke ender lykkeligt, hvis ikke vi går imod tidstrenden.

Vi er både kropsforskrækkede og kropsfikserede på en gang, og det hænger ikke sammen.

Vi har en forpligtelse til at danne vores elever – vores børn. Derfor skal de se de voksne gå forrest – forrest i en naturalisering af kroppen og en accept af, at lykken findes – også uden en helt perfekt krop.

Tiden er for utryg

Med disse argumenter må jeg kigge dybt i det dannelsesmæssige spejl og hente et svar på min egen adfærd fremadrettet.

Jeg er faktisk i tvivl, om jeg nogensinde kommer til at bade med mine elever.

I den tid, vi lever i, er der efterhånden så mange opmærksomhedspunkter, vi lærere skal være skarpe på. Jeg mener klart, at vi skal passe på os selv i det her job, og det gør man nogle gange ved at trække sig i sammenhænge, hvor man kan blive udsat. I mit tilfælde gælder det f.eks. badning med elever. Selvom jeg fint kan se alle de gode ting i det for børn og voksne, så er jeg usikker på, om jeg skal bringe mig selv i spil her. Jeg vil hjertens gerne være en del af at nedbryde kropsforskrækkelsen, men jeg må også være ærlig og sige, at tiden i øjeblikket er for sitrende og dirrende til, at jeg føler mig tryg ved at bade med elever.

Jeg føler ikke, at jeg svigter Preben Hansen og de andre ”badende” lærere. Jeg tror til gengæld på, at man skal finde sin egen vej i det her. Vi har forskellige grænser.

Min anbefaling er, at man diskuterer det i idrætsteams på skolerne – så debatten og holdningerne kan være med til at udvikle tankesættet omkring badekulturen for os alle.

Debatten må bare ikke blive for og imod – det gavner ingen. Til gengæld er det måske fint at afstemme med hinanden, hvor man står, så vi kan støtte og bakke hinanden op mod en bedre kultur efter endt idrætsundervisning.