Udskolingselever: “Vi keder os i frikvartererne”

Foto: Privat 

Som på mange andre skoler er det ofte en håndfuld af de samme elever, som bliver nævnt igen og igen i forhold til at være involveret i en del konflikter i skolen.  

Forleden dag på min gangvagt var ingen undtagelse. Overfor mig sad en elev, som jeg ikke kendte, men hvis navn jeg før har hørt nævnt. Jeg valgte at tage en snak med ham om indholdet i hans frikvarterer, i stedet for at konfrontere ham med den ‘ballade’, som han netop havde været en del af. 

Efter en god snak fløj det ud af ham: “Vi keder os i frikvartererne – hvad er det egentlig vi kan lave?”. Enkelte kammerater stemplede ind med samme og gav ligeledes deres besyv med. Der stod jeg, og var faktisk ret tom for ord – for hvad gør vi egentlig på skolen, for at de yngste udskolingselever får lyst til at forlade klasselokalet i pausen? Har vi tilstrækkeligt med attraktive aktiviteter samt tilhørende faciliteter, eller hvor trykker skoen? 

Fodboldbanerne er lukket her i vinterperioden, bordtennisbordene på torvet er uden bat og net, skolegården drukner i blade fra træerne, de enkelte klasser har skolens eneste gymnastiksal hver 14. dag, og klublokalerne må ikke bruges i frikvartererne.  

Så hvad er det, vi kan tilbyde? Klasserne har fået midler til at købe diverse spil ind til pauserne. Det giver mulighed for hygge og nærvær med klassekammeraterne. Men hvad er der for de drenge/piger, som har brug for at brænde krudt af i pauserne. Dem som ikke også i pausen magter at sidde pænt på en stol? Ikke nok, synes jeg

Ønsker kolliderer med virkeligheden 

De udfordrende ydre faciliteter forsvarer selvfølgelig ikke elevens handlinger – på ingen måde. Men enkelte elever skal vi hjælpe mere på vej end andre.... og vil vi mindske konflikterne i pauserne på vores skole, så skal der tænkes i hvilke aktiviteter, vi kan tilbyde! 

Jeg afsluttede min snak med eleven og bad ham om at komme med forslag til, hvad han manglede på skolen. Ting som er realistiske og som kan gøre hans pauser sjovere (og med færre konflikter).  

Herefter må jeg så i det økonomiske arbejdstøj og se, hvad skolens budget kan kapere. Dette spiller som regel ligeledes en væsentlig rolle, når ønsker kolliderer med virkeligheden, og det lander på sigt hos min leder. Vi må nok bare erkende, at udskolingsbørn ikke blot kan klare sig med åbne vidder og træer at klatre i - heller ikke selvom vi voksne jo selv legede i skoven hele dagen, brugte timevis ved et gadekær, spillede fodbold med vores trøjer som målstænger og byggede sæbekassebiler af affald vi fandt rundt i byen (jo, det var tider). 

Virkeligheden er en anden i dag, og vi voksne har en tendens til at glemme, hvor enormt vi også kunne kede os med ballade til følge dengang i 70'erne og 80'erne. 

Jeg har et ønske om, at tage en drengs oplæg til dialog seriøst, og nu må vi se, hvad han kommer med i morgen, når jeg igen går min gårdvagt.