Når læreren deltager aktivt i pauserne

“Er du med, Trine?”

Nogle gange bliver jeg inviteret med ind i elevaktiviteter, og andre gange spørger jeg selv. Langt de fleste gange lader jeg dog eleverne hygge sig alene uden min indblanding.

Jeg har erfaring med, at eleverne gerne vil have mig med, hvis jeg har tid og lyst.

Den seneste uge har jeg prioriteret at gå lidt med eleverne, når de skulle hygge sig på basketbanen udenfor. Min oplevelse er, at eleverne finder det enormt hyggeligt, at jeg prioriterer dem. For det er jo netop det, det er. Et tilvalg af dem.

Lærer/elev-forholdet er i den daglige undervisning præget af asymmetri. Læreren har taktstokken, og eleven følger i mere eller mindre grad.

Det er ikke så tit, eleven oplever ligeværdighed med sin lærer, men i et spil “shoot out” på en basket bane opstår det pludselig.

Sammenhænge der giver mening

Jeg vælger naturligvis at indgå i sammenhænge, hvor det giver mening for mig. Står der en flok piger og sjipper, så hopper jeg naturligvis ikke med, hvis jeg er helt uden motorik og risikerer et styrt, der er Tour de France værdig. Jeg mænger mig heller ikke lige med de store drenge, der spiller vild fodbold på banen, medmindre jeg har lidt kompetencer her.

Til gengæld går jeg med i sammenhænge, hvor jeg kan se mig selv, og hvor jeg vurderer eleverne vil synes, det er sjovt. Jeg kan sagtens strække mig og begive mig ud i ting udenfor mit kompetencefelt, hvis jeg gerne vil være sammen med flere forskellige elever.

Det har virket godt, at vi i den seneste uge har startet et basketspil op udenfor. Spillet har ingen fysisk kontakt, så alle kan være med.

Det er tydeligt, at eleverne elsker, når en af dem skyder mig ud af legen. Samtidig kan de også blive imponeret, hvis jeg sætter fem bolde i kurven i træk. Relationen vokser gennem at lade dem vinde og selv vise lidt evner.

Men mest af alt bliver relationen stærkere, hvis jeg som lærer viser, at jeg gider samværet med eleverne - også i de små pauser.