Folkeskolens idrætsrådgiver

Blog

Synlig læring i hallen

Et af ønskescenarierne for idrætslærere rundt om i landet må være det, som Holluf Pile Skole i Odense nu har fået. 12 af de mest brugte modeller i idrætsundervisningen er forstørret og hænger nu rundt på hallens vægge klar til undervisningsbrug.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Foto: Privat

Hvis man som skole er så heldig at have sin egen hal, så er her en fremragende idé i forhold til at have idrætsmodellerne lige ved hånden - altid klar til undervisningen.

Holluf Pile Skole i Odense har fået et firma til at forstørre de kendte modeller, og samtidig har enkelte lærere bearbejdet og genskabt andre modeller til ophæng i hallen.

Folkeskolens idrætsrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Trine Hemmer-Hansen er Folkeskolens idrætsrådgiver. Hendes opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte hende, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: trinehemmer@hotmail.com

Det, som er genialt ved de store synlige modeller, er, at vi idrætslærere gerne vil implementere fagudtryk og modeller ind i den praktiske idrætsundervisning, men det udfordrer også, da det visuelle ofte mangler midt i hallen med f.eks. boldspil eller redskabsaktiviteter.

Nogle af lærerne er i gang med at skrive artikler og lave opgaver til QR-koderne, som er printet på hver plakat.

Det efterspurgte faglokale

Tilstedeværelsen af disse undervisningsplancher vil lette stort i et travlt lærerliv. Jeg selv har brugt uanede kræfter på at slæbe plancher frem og tilbage til naboskolens hal. For det første skal de huskes, og for det andet har tid med ophæng samt nedtagning fyldt en del.

Med disse faste installationer kan jeg frigive mere tid til faget og elevernes udvikling, mens jeg siger farvel til en hulens masse slæbe-logistik.

Eleverne skal føle modellerne og begreberne som en del af rummet, for at undervisningen omkranser de nye krav, og får idræt til at træde et skridt væk fra sin gamle og knap så reflekterende identitet.

Den visuelle tilgang er vigtig, da den repræsenterer fagets nye karakter. Det må og skal eksistere i samme rum som bevægelsen og aktiviteterne.

Her er hvad skolen har lagt på deres facebookside:

”Jubii – nu har vi også fået synlig læring i vores hal! Vi har fået sat 12 store idrætsmodeller op, som vi nu kan gå hen og snakke om/reflektere over, mens vi er aktive. Modellerne skal støtte elevernes læring i faget og visualisere på fineste og forskellig vis både kriterier og progression.  På hver planche er der en QR-kode, hvor der vil blive lagt opgaver, tekster mm. ind til eleverne. Vi føler os mega heldige”.

------

Nu varer det ikke længe, før vi påbegynder første spadestik til byens multihal, hvor jeg arbejder. Jeg tror, at jeg skal et smut forbi min leder med denne blog/billeder. Det vil hjælpe mit arbejde godt på vej med faste installationer af modellerne.