Idrætslærer: Jeg troede første- og andenvælger hørte fortiden til

Jeg husker tydeligt frikvarterene på min skole. Det gjaldt om at komme hurtigt ud i skolegården for at holde fodboldbanen, så vi kunne spille. 

Stort set alle fra klassen var med, og holdene blev altid delt ud fra et første- og andenvælger-princip. Her var det to af klassens dygtigste fodboldspillere, som oftest greb chancen for at vælge. Og så begyndte udskillelsesløbet. 

De første, der blev valgt, var fodbolddrengene, derefter de andre sportsdrenge, så kom sportspigerne, hvor jeg blev valgt, og til sidst stod de drenge og piger, som var skarpe til så meget andet end at sparke til en bold.

"Hende må I godt få"

Det var altid den samme pige, som stod helt alene tilbage, for hende ville klassens konkurrence-drenge ikke have på deres hold. 

Ofte udløste situationen en slags diskussion om, hvorfor det var bedst, at det modsatte hold fik hende. Jeg kan stadig huske de blikke og den kropsholdning, som pigen fra min klasse stod med. 

Tænk sig at stå der som den allersidste hver eneste gang, og så ovenikøbet få sætningen: "Hende må I godt få", fyret lige i hovedet af klassens høvding. 

Her udspillede situationen sig i frikvarteret, men lignende situationer opstod også gentagne gange i den ugentlige idrætsundervisning.

Tilbage til nutiden

Forleden mødte jeg så en bekendt, som fortalte, at hendes dreng var kommet hjem fra klubben om eftermiddagen, hvor en af de ansatte havde bedt to børn om at være første- og andenvælger for at inddele dem i hold. 

Jeg kan virkelig undre mig over, at det stadig kan ske i en organiseret pædagogisk sammenhæng. At børnene selv finder på det i en skolegård, kan ingen vel fortænke dem i. Sådan er børn: Det er lige på og hårdt. Men når vi voksne har ansvaret, så er det vigtigt, at vi gør os umage med at give alle en god oplevelse af idrætsrummet.

Vi bør dele hold efter både pædagogiske og didaktiske overvejelser, frem for at vælge en stærkt stigmatiserende vej, der fører lige mod et fordærvet selvbillede hos den enkelte.

Idræt handler om glæde ved bevægelse sammen. Det sker gennem alt lige fra udtryk til konkurrence. Idræt er for alle, men det bliver det så sandelig ikke, hvis vi som professionelle hiver nogle af fortidens værste skeletter frem fra skabet igen.