Idræt kan som fag noget, ingen andre kan...

Foto: Privat/Trine Hemmer-Hansen

Når årsplanen ikke summer af de mere ’almene’ aktiviteter i idrætsundervisningen, men til gengæld nogle mere alternative idrætsgrene, så kan der opstå et helt specielt bånd blandt eleverne. Det er de færreste elever, som f.eks. går til ultimate, cricket, hockey eller stratego. Det betyder, at når undervisningen går i gang, så oplever eleverne, at mange af dem starter på samme niveau. Det giver en samhørighed og et sammenhold, som smitter af på eleverne. Der er ikke fodbolddrenge eller dansepiger (måske en smule generaliserende), som er mange kilometer foran, før de første øvelser bliver præsenteret.

Elevernes fælles entusiasme

I fredags havde vi en lidt alternativ idrætsgren på programmet – og samtidig var vejret imod os. Regnen havde silet ned og gjort banerne enormt mudrede.

Det fik til sidst næsten alle elever til at smide sko og strømper, og mens de i fælles front mod vejret fortabte sig i samhørig fysisk udfoldelse, stod jeg som lærer og betragtede scenariet.

Hvad genererede denne reaktion - og hvorfor ser jeg sjældent denne fælles entusiasme og samhørighed opstå i andre fag?

Det kropslige aspekt har naturligvis en forklaring –  bl.a. når vi oplever flow i en fysisk aktivitet og vi mister tid og sted (og fornemmelser for regn og mudder) . Men elevernes fælles ståsted mener jeg også er vigtigt.

Det specielle bånd

De traditionelle idrætsgrene er naturlige i mine prioriteringer i idrætsfaget, men hvor er det vigtigt, at jeg som lærer også vægter de grene af bevægelsen, hvor eleverne nogenlunde rammer samme udgangspunkt.

At få en fælles oplevelse i idrætsfaget er og bliver noget helt essentielt. Glæden ved en fælles oplevelse, hvor individer passer ind i hinanden, og hvor hormonet endorfin udskilles ved høj fysisk aktivitet er noget, der skaber bånd i idrætsfaget.

Den fælles oplevelse i fredags var i hvert fald endnu et bevis på, at idræt kan bringe mennesker sammen på en helt særlig måde.