Idrætsundervisningens mange udfordrende arenaer

For nogle elever er det svært nok, ‘bare’ der står idræt på skoleskemaet. For der bevæger de sig fra de trygge faste rammer i klasselokalet med egen fast plads hen til en mere kaotisk arena.

Ofte foregår idrætsundervisningen udenfor i den første og sidste del af et skoleår - og i efterår og vinterperioden er eleverne indenfor. At gå fra at have idræt udenfor til indenfor kan have stor betydning for elever, hvor især støj og høje lyde kan være udfordrende. Det kan pludselig blive en udfordring at være modtagelig for undervisning, når alt runger og larmer. Det kan sammenlignes med akustikken i en svømmehal, hvor en del elever gennem årene også har ytret mishag grundet larm.

To forskellige børnegrupper

For en del elever kan det at komme væk fra stolen og ud og bevæge sig være meget befriende. Flere børn elsker at få rum og plads til at brænde krudt af med råb og skrig til følge. Andre hader larmen.

Til en børnefødselsdag deler børn sig som oftest også i to grupper, når kagemanden eller kagekonen skal have savet hovedet af. De der bliver lilla i hovedet af at skrige – og de som holder sig for ørerne.

Vi skal huske de sensitive børn

En anden ting er det udefinerbare ved idrætten, som f.eks. det ikke at have en fast plads. Hvor placerer man sig for eksempel, inden undervisningen for alvor går i gang? Nogle finder en bold og begynder at spille, nogle danser lidt rundt mens andre jagter hinanden i en form for fangeleg.

Idræt kan være et fag, som er svært at agere i – og det skal vi idrætslærere være opmærksomme på. Vi skal huske at i omegnen af 20 % af vores børn og unge er sensitive, og vi skal tænke dem og deres behov ind i undervisningen.

Jeg har tidligere været med til at dele idræt op efter det. Svømmeundervisningen blev delt, så de mere rolige fik lidt “fred” i den ene ende, mens andre kunne brænde sig selv af i den anden.

De vigtige aftaler

I idræt har jeg været med til at lave aftaler med elever om, hvor de f.eks. skulle vente, når timen startede. Vi har også før i tiden lavet ventegrupper, hvor man vidste hvem man stod hos og hvor. Dette gjaldt ikke alle elever, men nogle havde et behov.

I idræt er jeg bevidst om, hvordan jeg inddeler, og har jeg elever med et særligt behov i forhold til følelsen af kaos og larm, så prøver jeg at imødekomme det ved at skrue på rammerne og grupperingerne.

Første skridt på vej mod en didaktisering som denne er, at vi får øje på de enkelte elevers behov og derefter anerkender eksistensen af disse.