Læs mere fra bloggen: Folkeskolens idrætsrådgiver
Blog
“Hvorfor holder du dog med Liverpool?”
Det kan have stor betydning for den enkelte elev, hvilken fodboldtrøje han/hun vælger at tage på i skole. Sådan bør det bestemt ikke være.
“Hvorfor holder du dog med Liverpool?”
Spørgsmålet kan ringe længe i hovedet på en dreng eller pige, der har glædet sig til at komme i skole i sin nye fodboldtrøje fra favoritholdet. Faktisk i så høj grad, at trøjen efter endt skoledag kan blive foldet pænt og lagt i skabet for aldrig at komme ud igen.
Der er et gigantisk marked for fodboldtrøjer til børn disse år. Jeg husker tydeligt min egen barndom, hvor trøjer fra særlige hold i alle sportsgrene var helt uhørt. Det dyrkede man på ingen måde dengang. Vi mødte op i glatte polyester- eller nylontrøjer med obskure mærker som Patrick eller Diadora på, og så var det ellers i gang.
Den hårde fodboldkultur
I dag trækkes fritidsidoliseringen med langt ind i skolen, hvor elever dagligt møder op i trøjer fra favoritholdene.
At disse hold kæmper indbyrdes og ofte har en rivalisering kan pludselig få stor betydning for ganske små børn eller unge mennesker.
Fodboldkulturen er nemlig hård, og den attitude kan helt unge drenge og piger eller ældre elever sagtens tage med ind i skolemiljøet.
Af flere veje har jeg hørt om en del børn, der i skoleregi nærmest er blevet overfuset for deres trøjevalg en given skoledag. Noget der er ganske utænkeligt, hvis blot man mødte op i almindeligt tøj.
Respekt omkring tøjvalg
Jeg har i lidt tid haft fokus på det, da jeg et par gange er blevet kontaktet af elever, der har haft en uheldig oplevelse.
Jeg tror, det er vigtigt, at vi i klasserne, hvor det opleves, tager en snak med elever om den generelle respekt omkring tøjvalg.
Samtidig mener jeg, at det er omend endnu vigtigere at tage snakken med de få instigatorer, om at fodboldkultur med hån og spot INGEN berettigelse har i skolen.
Om netop denne del af fodboldkulturen skal have plads til at udfolde sig, må man tage i klubberne.
I skolen skal man i fred og ro kunne gå med en fodboldtrøje med sit favorithold!