Folkeskolens idrætsrådgiver

Blog

Er bevægelseskulturen dømt inde eller ude?

Hvad er det egentlig, vi er oppe imod, når vi ser på bevægelse og ungdomskulturen i samspil?

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Foto: Flickr.com

Bevægelsen har ind imellem haft trange kår i folkeskolen. Efter faget idræt er blevet opgraderet som prøveværdigt, så er der sket lidt med mindsettet hos eleverne omkring timerne. Det tages klart mere seriøst, hvor faget før havde status af en slags frikvarter flere steder.

Vi er dog i det moderne samfund udfordret på netop bevægelsen. For en ting er at skemalægge den og udføre en decideret undervisning.

Folkeskolens idrætsrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Trine Hemmer-Hansen er Folkeskolens idrætsrådgiver. Hendes opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte hende, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: trinehemmer@hotmail.com

Hvilke muligheder har vi egentlig i dag med den ungdomskultur, der er så bundet op på skærm, skærm og mere skærm? Hvor står vi i forhold til den lystprægede bevægelse?

Skærmen skader vores lyst til bevægelse

Der er ingen tvivl om, at vi nok bevæger os mindre i dag, end vi gjorde før i tiden. Jeg er personligt vokset op i 70’erne med kun en tv-kanal, der først sendte fra sidst på eftermiddagen. Tiden med moviebox, bipbip-spil og digitalure som det nyeste skrig var ikke kun forbundet med bevægelse, for dem, der ikke gad, fandt på noget andet. De anti-bevægelige børn har altid eksisteret.

Så selvom leg i min egen barndom handlede mere om at interagere med andre, hvilket oftest førte bevægelse med sig, så er det jo ikke ensbetydende med, at bevægelsen er død i dag.

Den nye udfordring

Men vi skal være opmærksomme på, at bevægelsen anno 2018 ikke længere er et alternativ man vælger, fordi man keder sig. For det er stort set umuligt at kede sig efterhånden. Alle huller er fyldt ud, og vi opdrages målrettet af medier, reklameindustri og sociale medier. Vores tid med skærmen er som regel passiv, medmindre vi spiller Pokemon Go, og det udfordrer hele ungdomskulturen. For med Youtube, Facebook, Instagram og Snapchat som tidsrøvere, så bliver bevægelsen sat på stand by, og vi er en smule handlingslammede i skolen, da det jo er fritiden vi også gerne vil inspirere hen imod.

Derfor er mit råd, at italesættelsen af de unges virkelighed er nødvendig. Vi vinder intet på forbud og restriktioner. Skal vi inspirere til mere bevægelse, så er vi nødt til at ramme den indre motivation hos eleverne. Og dermed er det en nødvendighed, at de rent faktisk får italesat deres daglige faldgruber på en måde, så de indser, hvad det kan have af sundhedsskadelige konsekvenser at byde skærmen for meget idenfor – og dermed dømme bevægelseskulturen ude.