Folkeskolens idrætsrådgiver
Blog
Corona-karantænen er både givende og opslidende
Efter blot fire dage med fjernundervisning satte min 9-årige datter en tegning op på døren til sit værelse med bogstaverne L-O-R-T. Da vi samme aften sagde godnat til hinanden, og jeg spurgte ind til tegningen, kiggede hun på mig med tårer i øjnene og sagde: ”Jeg savner, at alt er som det plejer…”
Foto: Privat/Trine Hemmer-Hansen
Nu er der gået lidt over 14 dage, og tegningen er heldigvis skiftet ud med en smiley med et stort smil. Vi er landet i det her herhjemme på en måde, hvor vi har fundet hinanden. Det betyder bestemt ikke, at der ikke bliver råbt grimme gloser i hjemmet, at dørene ikke bliver smækket i en gang imellem, at vi ikke i små glimt ønsker os væk fra matriklen blot i et døgns tid.
En vigtig læring
Men hvor har de sidste to uger også lært mig en masse.
Det at sidde med én til én undervisning med mine egne børn er både fantastisk og samtidig hårdt og opslidende.
Knækker jeg koden sammen i det faglige, så er her en mulighed for at give mit barn noget enestående. For hvordan skulle en lærer med 25 andre børn kunne give den opmærksomhed og hjælp, som når man læser to sammen? Mine børn kan samtidig få hjælp til lige præcis det, de har vanskeligt ved i matematik, og i engelsk kan vi igen lave én til én undervisning, så forståelse, udtale osv. opøves. Så helt skidt er det jo ikke!
Dog er hverdagen også præget af at passe to jobs. Lærerjobbet både hjemme og online. Onlinemøder, koordinering med kollegaer over telefon, elever samt forældrekontakter pr. mail, osv. Det kan være stærkt udfordrende med børn og behov i huset.
En større grad af nærhed
Jeg føler, at vi er kommet tættere sammen i familien. Vi forlader ikke rigtig matriklen, og det stiller krav til en nærhed, som vi i 2020 måske ikke er så gode til at dyrke. Vi har her spillet et utal omgange af Rummikub, Uno, krig og fodboldkampe i haven – og undret os over, hvorfor vi ikke har gjort det mere.
Krisen lærer os helt sikkert noget for hver dag, der går. Evner jeg at tage de positive briller på midt i tragedien og de mistede liv, så kan jeg udnytte denne ufrivillige pause til at tænke over vores daglige liv.
Gør vi dagligt nok med hinanden i det nære?
Er vi tæt nok på vores børns sociale og faglige udvikling?
Nu står vi med det hele i hænderne selv, og så skal prøven stå. Kan vi selv magte at give vores eget afkom en trivelig hverdag, mens vi navigerer i kaos?
Vi har fundet vores rytme her – men det har krævet sit.
Og den sidste dør er sikkert ikke smækket endnu...