Folkeskolens idrætsrådgiver
Blog
Lad eleverne lave klassens egen bevægelsesjulekalender
Der er noget særlig hyggeligt ved december måned. Der er ofte mange traditioner rundt om på skolerne, som skaber en speciel fællesskabsfølelse. I år vil jeg være med til at starte en ny tradition op. Mine elever skal sammen lave klassens bevægelsesjulekalender fordelt ud på alle klassens fag.
Foto: Pixabay.com
Nogle lærere er mere udfordret end andre med at få bevægelsesdelen implementeret i undervisningen. Det skal virke naturligt at få bevægelsesdelen med i timerne, ellers kommer det til at føles som endnu en ting, lærerne skal nå i en hektisk hverdag.
I år vil jeg uddelegere dagene og fagene i december måned, og få eleverne selv til at stå for selve bevægelsesdelen. Nogle elever laver en bevægelse, som skal implementeres i matematikundervisningen, nogle i danskundervisningen andre i engelsk og så videre.
For at jeg kan forsvare brugen af tid på denne kalender i undervisningen, så skal de bevægelsesaktiviteter, som eleverne laver, matche det pågældende stof som fagene lige netop er i gang med. Brug her endelig elevernes kreative sind. Ind imellem er de mere kompetente end os til at se noget nyt ind i det faglige – dog vil jeg som lærer godkende først.
Kalenderen kræver ikke meget tid
Eleverne får opgaven for som lektier, så på den måde bruges der ikke unødig meget tid på at fremstille kalenderen i selve undervisningstiden.
Før der går Jørgen Clevin i den, bruger jeg én af de helt blanke julekalendere, som mange SFO’er indkøber til julemånederne, og så hænges den op i klassen. Jeg sætter et par elever til at udsmykke kalenderen.
Ud over et nr. skrives der også på lågen det fag, som bevægelsesaktiviteten hører til. Eleverne står derefter selv for at ’afholde’ aktiviteten på klassen, når læreren finder det passende i undervisningen. Varighed maks 5-10 min.
Jeg glæder mig til at se, om dette bliver én af de traditioner, som jeg vil se frem til i december måned år efter år…