Folkeskolens idrætsrådgiver
Blog
Tredje år i træk at idrætsprøven aflyses
Så kom endnu en melding! Afgangseleverne skal igen i år ikke op i udtræksfagene og dermed heller ikke idræt. Som lærer mister jeg også vigtig inspiration.
Foto: Flickr.com/Justin Brown
Jeg har skrevet det mange gange før. Idrætsfaget kan noget særligt - især når pilen peger mod de dannelsesmæssige værdier i faget.
Prøven i idræt har givet faget et vigtigt pust, som medvirker til en ekstra seriøsitet omkring faget i den daglige idrætsundervisning.
Det at en klasse kan komme op i idræt er en gave - både for elever og lærere. Eleverne får pludselig tildelt en portion ekstra tid sammen med klassekammerater i hele den fase, hvor der øves til selve prøven. Tiden med at sammensætte program, vægte indhold og øve til både den praktiske del og den efterfølgende idrætsfaglige snak giver en masse timer sammen – timer som ikke kommer igen med folkeskolekammeraterne. At være fysiske sammen kan noget særligt, og det ærgrer mig på elevernes vegne, at denne kropslige oplevelse igen fratages dem.
Vigtig inspiration går tabt
Prøverne har samtidig også gennem årene været en inspirationskilde for mig som idrætslærer - både i forhold til at være helt skarp og up to date med prøvens indhold, men i lige så høj grad i forhold til at blive inspireret af elevernes praksis. Her mener jeg både af egne elever, men også i rollen som censor. Jeg er ofte gået fra idrætsprøver rundt om i landet med ny inspiration i rygsækken, hvilket kan ses som en kropslig vidensdeling, jeg tager med videre i en ny og kvalitetsmæssigt udviklet undervisning.
Derfor havde jeg glædet mig ekstra til at komme ud som censor i faget efter to nedlukninger med Corona.
Det må jeg igen kigge langt efter, selvom jeg er overbevist om, at mine elever var helt klar. Det har man så højere oppe vurderet ikke var virkeligheden, og derfor sikres der med undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theils ord “en god og fair oplevelse med at gå til eksamen”.
I min optik havde det både været godt og fair at lade eleverne gå op!