Sidste skoledag for 9. klasserne: Vi skal ikke afskaffe fodboldkampen

Der tegner sig lidt det samme billede år efter år. Fodboldkampen er et tilløbsstykke på vores skole, og kampen mod lærerne er et af årets højdepunkter. Det er som regel de meget boldkompetente elever, der stiller op, og udvælgelse og holdopstilling er elevernes eget projekt.

Rigtig mange elever glæder sig hvert år til kampen. For en gangs skyld er lærere og elever ligeværdige på en græsplæne efter ti år med en stærk asymmetri i magtbalancen.

Fodboldkampen har gennem mange år været en fast tradition på mange skoler i landet, men over de senere år har jeg fra flere vinkler hørt en debat rejse sig omkring selve aktiviteten.

Rammer vi alle?

Et af argumenterne for at genoverveje den populære kamp mellem generationerne er, at den netop kun er populær for nogen. Jeg har ofte hørt spørgsmålet: “Rammer vi alle med det her?”, og til det må jeg svare klart nej. 

Det er korrekt, at denne aktivitet altid vil tilgodese de fysisk stærke, hurtige og boldsikre drenge - og piger - hvis de kan snige sig til en plads midt i testosteronfyrværkeriet. Det betyder så naturligvis, at en del elever ikke kan se sig selv i netop denne aktivitet på dagen. 

Men det er i min optik også okay. Vi kan aldrig ramme alle med alt. Der vil altid være nogen, der ikke lige har deres moment den dag. Til gengæld rammer vi forhåbentlig i løbet af et skoleår andre elever med arrangementer og aktiviteter, hvor de føler sig kompetente og i førersædet.

Elevernes forskellige ønsker

I vores musicaluge ser vi ofte andre elever end vores fodboldspillere stå forrest, når der skal synges, spilles musik eller performes. Vi har så mange forskellige fagdage og fordybelsesuger med alt fra vandaktiviteter til klima, matematik, sprog, naturfag og så videre, så jeg synes, vi som skole skaber rum for, at rigtig mange forskellige individer kan få nogle særlige øjeblikke.

Jeg synes, fodboldkampen sidste skoledag er en rigtig hyggelig tradition. Selv de mindste elever glæder sig til at se dysten mellem lærerne og de store elever. På nogle skoler deler man op, så drengene spiller mod de mandlige lærere, og pigerne møder de kvindelige. Andre skoler har helt andre måder at gøre tingene på.

Vi skal holde fast i traditionerne

Jeg kan være en smule ærgerlig over, hvis vores traditioner efterhånden skal debatteres og stilles spørgsmål ved, blot fordi de eventuelt er ekskluderende. Det gør der nemlig ved alt. Til Halloween er der børn, der ikke bryder sig om det uhyggelige element. Til jul er der børn, der af forskellige årsager ikke bryder sig om højtiden. Der er også elever, der virkelig ønsker sig, at morgensang i indskolingen skulle afskaffes.

Vi lever i en tid, hvor mange ting er i opbrud. Derfor tror jeg meget på, at det er vigtigt også at holde fast i nogle ting på skolerne. Fodboldkampen har været der hvert år. Eleverne taler om den flere uger i forvejen. Derfor skal den bestå! Jeg ønsker nemlig ikke en tid, hvor vi bryder med alt, bare fordi enkelte ikke kan se sig selv i netop dette. 

Så må vores opgave være at skabe rum for, at man kan lykkes andre steder end sidste skoledag, og det synes jeg faktisk også, vi gør.