Læs mere fra Folkeskolens matematikrådgiver:

Lærer: Jeg forstår ikke, hvorfor eleverne har mobilen med i skole
Elevernes digitale, kommunikative færdigheder er forstyrrende for undervisningen. Derfor mener Lis Zacho, at vi skal udfase brugen af mobiltelefoner som undervisningsredskab.
Jeg går altid direkte hen til klasselokalet, når jeg møder om morgenen. Det første, der møder mig, er alt for mange elever på alt for lidt plads, jakker og mobiltelefoner. Nogle elever tumler rundt og andre sidder på gulvet. Men fælles for dem er, at de alle sammen spiller på deres mobiltelefon.
Jeg kæmper mig så frem til døren og får åbnet døren til lokalet, og så er det ind i klassen med dem alle. Jeg styrer direkte mod mobilskabet, hvor mobiltelefonerne skal låses inde. Der skal lige spilles færdigt, men jeg siger selvfølgelig, at klokken har slået, og telefonerne skal i skabet. Puha, så er det klaret, og undervisningen kan begynde.
De glemmer aldrig telefonen
Det er helt fint, at mobiltelefonerne hygger sig i mobilskabet gennem skoledagen. Indimellem skal en elev til tandlægen og mobiltelefonskabet lukkes op, så eleven kan få sin mobiltelefon. De andre bliver liggende og fortsætter deres stille bimlende liv. Jeg forstår efterhånden ikke, hvorfor eleverne tager mobiltelefonen med i skole. De har intet at bruge telefonen til, men alligevel glemmer de den ikke modsat deres skolebøger, som de ofte glemmer.
Elevernes digitale, kommunikative færdigheder er reduceret til noget, der hører fritiden til. Det smitter af på den digitale kommunikation, som de anvender, når de sidder bag en computer i undervisningen. Jeg oplever rigtig mange elever, der ikke kan styre sig og sender en besked i en fællestråd. Eleverne tænker sig ikke om, og notifikationerne vælter ind på hele klassens skærme. Endnu en alvorlig samtale om, at bare fordi man kan, betyder det ikke, at man skal. Jeg er ikke sikker på, at det er en samtale, alle eleverne har derhjemme.
Jeg savner ikke mobiltelefonerne i timerne, for jeg har vænnet mig af med at bruge dem til det, som de er gode til. Det er for bøvlet at tage dem ud af skabet med de nye notifikationer, der er bimlet ind. Vi er nemlig godt i gang med at udfase alle de gode ting, man kan bruge mobiltelefonen til i undervisningen. Den er nu kun en underholdningsmaskine for eleverne. Den er til tidsspild og scrolling. Underholdning og ligegyldigheder. Usundt og forstyrrende.