Blog
Julekodning for alle
Der er mange måder, at fejre jul på i matematiktimerne. Forlagenes julekalendre. Kollegaernes julekalendre. Juleopgaver. Spil med pebernødder. Og så er der julekodning.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Først 100 elever fra 3. klasse. Så 100 elever fra 4. klasse. Eleverne blev samlet ved 4 langborde i aulaen, lærredet var trukket ned, computeren sat til og så startede julekodningsfesten. Eleverne lærte at kode i programmet www.code-your-life.org/turtlecoder
TurtleCoder
TurtleCoder er et gratis program, hvor eleverne skal have en skildpadde til at tegne efter kommandoer, som eleverne selv koder med blokke. Programmet er delvist på tysk og engelsk, men der er også ikoner, så det er ikke en udfordring for eleverne. Programmet er rimelig let at gå i gang med, så efter få instruktioner var alle eleverne i stand til at kode deres egne figurer og mønstre. Når de så havde kodet en figur, var det tid til at ændre på den ved at ændre på værdier i blokkene, og helt nye mønstre fremkom. Det virkede næsten eventyrligt på nogle af eleverne. Der var god stemning af fordybelse, glæde over de digitale produkter og fascination over kvaliteten af produkterne. Eleverne skal så efterfølgende printe deres figurer og mønstre ud og anvende dem til julekort eller som små dekorative billeder til ophæng.
TurtleCoder og matematik
Jeg kan til tider føle at sammenhængen mellem kodning og matematik bliver søgt. At opgaverne er underordnet og det handler mere om kodning og ledninger og at matematikken blot er en undskyldning for at arbejde med kodning. Men min oplevelse med TurtleCoder og matematik er anderledes. Det er nødvendigt at have en matematisk forforståelse for at lave en kode, der resulterer i netop det, eleven har planlagt. Eleven skal have viden om vinkler, afstande, polygoner og deres egenskaber, algoritmisk tænkning, planlægning af arbejdsproces og meget mere. Eleverne kan se på deres produktion om koden bliver som de har tænkt, så det visuelle udtryk er en form for facit for dem. Det giver god mening at bruge programmet i matematiktimerne, og det lægger op til mange gode samtaler om matematik og elevernes forståelse af sammenhænge i matematik.
Teknologien er en udfordring i en presset hverdag, hvor der ofte ikke er tid til eksperimenter og leg, men vi fik kombineret det faglige med det sjove, legen, matematikken og en skildpadde.