Folkeskolens matematikrådgiver

Blog

Kvalitet koster

Vi slap for elevplanerne. Det går fremad med vaccinerne. Den gode ikke forudsigelige matematiktime. Håber vi snart får et mere normalt liv ud på skolerne.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Vi kom næsten igennem et underligt og udfordrende skoleår, og der er lys forude, vi er snart vaccineret. Vi slap for de uduelige elevplaner. De blev aldrig læst eller anvendt. De blev bare skrevet eller C/P. Bunken af meningsløse opgaver blev minimeret. Til gengæld står vi nu med elever, der har glemt at gå i skole. En inklusionsopgave, flere opgaver og ingen penge.

Den kæmpestore inklusionsspareøvelse venter os. Og medens matematiktimerne styrer mod mere undersøgende og eksperimenterende undervisning, får vi elever i klasserne, der bedst trives med struktur og forudsigelighed. Vi kan teste og konstatere, observere og diskutere. Men det bliver en inklusionsudfordring, selvom man kan påpege at vi skal differentiere. Det er mere end en lærer kan overkomme. Når matematiktimerne for alvor lykkes, er det ofte når noget spontant og interessant opstår, og vi alle hiver de matematiske værktøjer fra gemmerne. Når nysgerrigheden og stædigheden bringer os videre og giver os svar, som vi så diskuterer. Når vi ser mønstre og fanger sammenhænge, der giver mening. Når de gode samtaler giver indsigt i elevernes måde at tænke matematik på, når de afslører deres regnestrategier og vi prøver at sammenligne de forskellige snørklede veje til et resultat. Det er så godt, når det sker. Men lærerne er under umenneskeligt pres. Alt for mange undervisningstimer og dårlig økonomi på skolerne. Hvem står topengageret med stort overskud i 26 timer ugentligt i et proppet klasseværelse med dårligt indeklima og laver fantastisk undervisning? Udfordringer står ligefrem i kø, når der skal laves skole uden økonomiske midler. Det er ikke en situation, der gør det attraktivt at blive lærer, hvilket optagelsestallene på læreruddannelsen også tydeligt viser.

Folkeskolens matematikrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Lis Zacho er Folkeskolens matematikrådgiver. Hendes opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte hende, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning - lis.zacho@gmail.com

Håber vi får et mere normalt liv med fokus på den professionelle lærer, læring og det gode skoleliv for alle. Og at politikerne finder ud af, at kvalitetsundervisning koster.