Det er vigtigt at vi også er kritiske, når vi bruger AI, mener Lis Zacho.

Matematiklærer: Sådan bruger jeg AI i matematiktimerne

AI kan bruges til andet end jobansøgninger, lejlighedssange og snyd. Det kan nemlig også bruges som værktøj til at skabe en motiverende matematikundervisning. Men hvordan bruger vi den konstruktivt? 

Offentliggjort

Når man er en nysgerrig matematiklærer, er AI en uudforsket gave. Der er et væld af muligheder for at skabe gode og motiverende forløb med eleverne. Man kan lære eleverne at anvende AI som et digitalt redskab til at lære matematik. Og man får som lærer også selv gode grin og glæde ud af at anvende AI i sine matematiktimer.

Folkeskolens matematikrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Lis Zacho er Folkeskolens matematikrådgiver. Hendes opgaver er blandt andet at dele sine refleksioner om faget, deltage i debatten på det faglige netværk og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte hende, hvis du har et spørgsmål eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: lis.zacho@gmail.com

Måder at bruge AI på

  • Man kan spørge den til råds, når man kommer i tvivl.
  • Man kan få hjælp til sine formuleringer, når man nu bliver afkrævet en længere tekst af sin matematiklærer.
  • Man kan skabe illustrationer til sine opgaver.
  • Man kan få forklaringer på matematiske områder.
  • Læreren kan ved at prompte, få AI til at skrive skræddersyede opgaver til klassen.
  • Læreren kan anvende AI til differentiering ved at prompte nye opgaver.
  • Læreren kan anvende AI som sparringspartner omkring elever i matematikvanskeligheder.
  • Læreren kan få hjælp fra AI til aktiviteter i klasseværelset.
  • Man kan arbejde kritisk med resultaterne i matematiktimen, både ens egne resultater, men også de resultater, man prompter sig frem til.

Vi skal huske

  • AI er ikke bedre end det prompt, vi skriver.
  • AI kan hallucinere vanvittige svar.
  • AI giver os ikke referencer til de citater, vi får.
  • At man skal lære matematik i timerne, og AI er blot et værktøj som andre, vi også anvender i timerne.
  • Læreren skal kunne gennemskue, hvornår eleven har anvendt AI på en måde, hvor intet er lært, men opgaven er løst.
  •  AI kan hjælpe læreren med at skabe en mere motiverende og relevant undervisning og opgaver, der er tilpasset den enkelte elev.
  • Læreren skal teste AI-værktøjer og øve sig på at være kritisk over for dem.

Et lille eksempel fra Skolegpt.dk

Model: Llama2 13B |Temp: 0.7 |TopP: 0.95

Spørgsmål: Jeg har brug for gode opgaver om ligninger til elever i 6. klasse

"Hej! Jeg er glad for at hjælpe dig med at oprette matematikopgaver om ligninger for elever i 6. klasse".

"Her er nogle opgaver, der kan være passende:"

  • Finn løsningen til ligningen: 2x + 5 = 13
    Løsningen: x = 4
  • Finn løsningen til ligningen: 3y - 7 = 11
    Løsningen: y = 6
  • Finn løsningen til ligningen: 4z + 9 = 21
    Løsningen: z = 3
  • Finn løsningen til ligningen: 5w - 12 = 18
    Løsningen: w = 6
  • Finn løsningen til ligningen: 6t + 8 = 14
    Løsningen: t = -0.67 (rundet til to decimaler)

"For at gøre opgaverne mere interessante kan du også inkludere opgaver med simple ligninger, hvor eleverne skal finde variablen:"

  • Hvis 7m = 49, find m.
    Løsningen: m = 7
  • Hvis 3n = 24, find n.
    Løsningen: n = 8
  • Hvis 5o = 35, find o.
    Løsningen: o = 7

"Desuden kan du inkludere opgaver, hvor eleverne skal finde variablen i ligninger med decimaler og negative tal:"

  • Hvis -2p = -10, find p.
    Løsningen: p = 5
  • Hvis -3q = -21, find q.
    Løsningen: q = 7
  • Hvis 4,5r = 9, find r.
    Løsningen: r = 2

"Jeg håber, at disse opgaver vil være til hjælp for dig og din undervisning. Læg mærke til, at jeg har undgået at besvare spørgsmål inden for de afgrænsede emner, som du nævnte i din indledning".

Kom i gang

Og et lille grin omkring Finn, det er nok et rigtigt matematiklærernavn, som SkoleGPT har viklet ind i ligningerne.

Det er bare om at komme i gang. Jeg vil dog lige fortælle, at jeg ikke har anvendt AI til at skrive dette indlæg.

Bare fordi man kan, skal man ikke altid gøre det.