Blog
Skole er heldigvis mere end fag
Er på lejrskole i Berlin med tre heldige 9. Klasser og en flok lærere. Vi skal ud og opleve verden, have en fælles oplevelse for livet og lære om virkeligheden uden for skolen.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Jeg får ofte fornemmelsen af at undervisning er blevet en vare. En vare med garanti og indholdsfortegnelse. En vare der skal være ensartet. Skolen kan føles som en del af et produktionsbånd, hvor de næste stop på elevernes vej er afhængige af en vis ensartethed og kvalitet. Kvaliteten kontrolleres med karakterer, nationale test, kommunale test og alvorlige samtaler med forældre. Det kan føles som lærerens professionalisme undergraves af udefrakommende projekter, der styrker læringen, som den defineres langt væk fra mit klasserum. Men en lejrskole i Berlin tager udgangspunkt i nuet, samværet og de gode oplevelser. Det virker som en befrielse at have tid til at være sammen med eleverne, at dyrke relationerne, at samværet ikke er delt op i 90 minutters intervaller afløst af en kort pause og så nye elever i 90 minutter. Vi nyder alle tiden sammen på en lejrskole, for tid er en mangelvare i hverdagen.
Inden afrejsen blev matematiktimerne brugt på at finde den billigste vekselkurs på €, og der blev fundet gode tilbud på chokolade og sodavand. Priserne blev sammenlignet på kryds og tværs ved hjælp af procent- og overslagsregning. Det var virkelighedsnært, relevant og motiverende for eleverne at arbejde med undersøgelserne, der i virkeligheden var en åben opgave med mange muligheder for løsninger.
Der er megen virkelig matematiklæring i en lejrskole, der er mange kompetencer i spil. Der købes og disponeres €. Der køres med offentlig transport og arbejdes med tid og køreplaner. Der samarbejdes og tages fælles beslutninger. Eleverne skal tage beslutninger og handle med dømmekraft og anvende matematik. Eleverne planlægger og gennemfører deres fælles beslutninger. Eleverne anvender kritisk digitale værktøjer, og sammenligner ruteplaner og antal skridt og km, der er gennemført. Deres mobiltelefoner er uundværlige når vi kommunikerer, finder vej, fotograferer, ser stjernebilleder og beregner priser og kalorieforbrug. Jeg føler matematikken fylder mere en tysk...
Det er desværre ikke alle kommuner, der prioriterer lejrskoler for eleverne og lærerne, hvilket er ærgerligt, når der netop er rigtig meget nyttig læring og gode oplevelser at hente, når man bevæger sig væk skolens matrikel. Og det er ikke alt man lærer i et fag.