Blog
foto: Pixabay
Hvor bliver glæden af?
Hvorfor er der mangel på glæde i folkeskolen? Senest har det handlet om læseglæden, der forsvandt. Men hvad med matematikglæden, hvordan har den det?
Glæde kan forstås som følelse af
tilfredshed eller lykke (den
danske ordbog). Det er nok lidt vildt at anvende lykke som en målestok for
glæde i skolen. Men tilfredshed er da meget rimelig.
Men hvornår er man så
tilfreds?
Det er, når man har følelse af at være glad for eller have affundet
sig med noget og ikke forlange, forvente eller ønske mere (igen den
danske ordbog).
Her redder ordet affundet os. Det vil sige at vi skal stille os
tilfredse med det vi har opnået. Så er jeg igen udfordret, for hvad med at have
høje ambitioner for sin undervisning og elevernes læring. Kan man sætte en
øverste barre?
I min
verden er kun det bedste godt nok for eleverne. Det er jo deres læring og
fremtid, trivsel og liv, vi taler om. Det er den tunge byrde, der ligger på
lærerens skulder. Den er ekstra tung, når dagligdagen i skolen er stærkt
begrænset af økonomien. Jeg forstår simpelthen ikke besparelser på folkeskolen.
Hænger matematikglæden
og lærerens forberedelse sammen? Det vil jeg nok påstå. Det er let at se på
lærerens skema og arbejdsopgaver og finder huller, hvor læreren bare kan forberede
og tilrettelægge forløb og undervisning, der tilgodeser matematikglæden.
Man
glemmer bare lige, at lærerne også er mennesker, og at de lige har givet alt,
hvad de har i sig i den undervisningstime, der lige er overstået. Der er
besvaret så mange spørgsmål, at man helt har glemt, at man var sulten. Man skal
i virkeligheden hele tiden videre.
Der ligger opgaver og møder i bunker. I en presset
hverdag er det ikke optimalt. Det handler om at være realistisk og ærlig. Der
kan ikke presses mere ud af den danske lærerstab.
Vi
oplever matematikglæden i skolen, men vi oplever også det modsatte. Når
eleverne affinder sig med et dårligt resultat, og ikke orker at kæmpe videre.
Når eleverne ikke forventer mere af sig selv. Når de ikke forventer eller
ønsker sig mere. Når mindste indsats i matematiktimen er målet. Når
ligegyldigheden tager over. Når karakteren fylder mere end glæden ved faget.
Jeg
drømmer og håber på en fremtid, hvor besparelser ikke fylder så meget, at skolen
segner. En fremtid hvor glæden gør sit indtog. En fremtid hvor skolen får lov
at være skole. En fremtid hvor eleverne oplever glæden i fagene. En fremtid
hvor lærerne ikke er normaliserede, men lærere for børnenes og skolens skyld og ikke for
økonomiens.
