Blog
Lever vi i et digitalt U-land?
Kopimaskinerne kører for fulde tryk, og der sprøjtes gratis materialer ud i enorme bunker. Lærerne sveder over funktionaliteterne i den nyindkøbte og billigere digitale læringsplatform. For der er vel ikke noget lettere end at få styr på en læringsplatform samtidig med, at man skal starte et nyt spare-år op i den gode danske folkeskole.
Så har vi snart været i gang i en uge. Det er varmt, men vinduerne kan stadig bare åbnes. Det giver sved på panden at opdage, at alle forløb og planer fra den gamle læringsplatform er væk. Men rygtet siger, at det er lettere for folkene højere i systemet at trække data på den nye platform. Det er vel også en slags overvågning. Jeg bliver mere og mere i tvivl om mine rettigheder. Men jeg kan glæde mig over, at læringsplatformen hedder easy, det må så betyde, at den er let at anvende og ikke kræver for meget IQ fra min side.
I år kan vi låne CO2-målere, så vi lige kan se efter om det er alderen, manglende mad og drikke eller bare for meget CO2, der gør os svimle. Dejligt initiativ, for der er ikke noget som at samle data om arbejdsmiljøet. Super god matematikopgave. Vi kan følge udviklingen i et regneark, tegne grafer og diskutere resultaterne. Hvornår var CO2-niveauet inden for de grænser, som arbejdstilsynet anbefaler. Hvordan skifter årstiderne og temperaturen? Hvor mange kan vi være i klassen, når vi skal overholde arbejdstilsynets anbefalinger? Og hvor skal de andre lige gå hen? Vi blev egentlig ret gode til online undervisning, måske noget vi kan bruge igen. Det er i hvert fald godt med en CO2-måler, når vi bliver nødt til at kopiere så meget.
Nå, men det digitale U-land. Som Sauer siger, ”der er ingen, der gider lytte til lærerne”. Derfor ligger al viden og magt uden for skolens matrikel. Det er der, man ved, hvad vi har behov for. Det er bag de gode skriveborde - måske med både sænke- og hævefunktion og uden splinter i trælisten, der ødelægger og giver fnuller på maven - at man lige har styr på, hvad en hurtigløbende lærer har behov for. Vi er nu i en tid, hvor der er device-forvirring i kommunerne. Er det billigste løsning, der er bedst? Er det bedst, at der ikke er tilstrækkeligt med devices? Eller ser man lige efter i loven og tjekker op på, hvad man har brug for, og hvad der er lovligt? Jeg tror, at det er her økonomiafdelingen og skatteprocentkontoret kommer i spil, for man må sætte tæring efter læring. Eller læring efter tæring.
Hvis man ser i Fælles Mål, matematik under matematiske kompetencer og hjælpemidler kan man læse at elever efter 3. klasse skal kunne anvende digitale værktøjer til undersøgelser, enkle tegninger og beregninger. Og så har de viden om metoder til undersøgelser, tegninger og beregninger med digitale værktøjer. Det kan jo være, at der her er tale om en lommeregner, men jeg noterer mig, at der står værktøjer, det tror jeg så er mere end en lommeregner. I min kommune, der er Danmarksmester i lav skat, er det en udfordring, at elevernes adgang til et digitalt device i indskolingen er ikke-eksisterende. Men i den lektiefri reformskole er der ikke lektier, så de kan vel få undersøgelse, enkle tegninger og beregninger for som hjemmearbejde. Der er altid en løsning for den har viljen og mangler midlerne.
Det jeg bare ikke lige har fået styr på, er om det er skolen eller kommunen, der er et digitalt U-land
