Læs mere fra Folkeskolens matematikrådgiver:
Myterne, fordommene og virkeligheden
Tanker fra et besøg på kinesiske skoler
Offentliggjort
Sidst opdateret
Jeg fik muligheden for at komme en tur til Kina med en elev fra skolen. Vi skulle være en del af en delegation fra foreningen Learn for Life. Og så skulle vi deltage i den femte udgave af China Denmark Education Forum, som for første gang blev arrangeret i Kina, i byen Gaomi i Shandong-provinsen.
Jeg havde tidligere deltaget i nogle webinarer Learn for Life og Nordfyns Højskole om danske og kinesiske uddannelsesforhold. Spændende møder med det fremmede. Ganske anderledes. Men dejligt at møde kollegaer fra den anden side af jorden. I starten af skoleåret modtog jeg så en gruppe med 25 kinesiske lærere og skoleleder på min skole, Lindevangskolen på Frederiksberg. Et spændende møde med en fremmed kultur. Vi var en tur rundt på skolen, hvor de kinesiske gæster oplevede leg og matematik i 0. klasse. Madkundskab i 6. klasse. Engelsk i 3. klasse. Tur på skolebiblioteket. Dansk i 6. klasse. Og en tur i teknologiforståelseslokalet, hvor vi talte om faget der er behov for, men som ikke eksisterer i folkeskolen. Et spændende besøg for alle. Lige fra børnene der hang ud af vinduerne og råbte Ni hao, da deres bus holdt ved skolen til informationer om Priden på biblioteket. Et kulturmøde af de helt store. Der blev foreviget med stor foto-iver.
Nu er det så vores tur til et genbesøg. Så Ellen og jeg. Eleven og læreren er taget afsted mod det fjerne Kina.
Man gør sig en del tanker om det at være lærer og elev i en anden kultur end den velkendte. Kan man måske lære noget om sin egen kultur ved at se på den andres. Hvordan er det at være elev i en kinesisk skole? Hvordan er lærerrollen? Kæmper de også med inklusion og svigtende budgetter? Hvordan er hverdagen i skolen og hvordan er børnelivet i Kina. Hvordan hænger virkeligheden sammen med de fordomme vi møder rundt omkring? Jeg har altid en fornemmelse af, at eleverne og lærerne har de samme glæder og udfordringer, når jeg nysgerrigt møde kollegaer fra andre lande. Skole er skole uafhængigt af, hvilke lande de eksisterer i.
VI finder forhåbentlig svar på vores spørgsmål. Vi skal i hvert fald besøge flere skoler. Undervise en klasse i matematik. Deltage i samtale-fora. Holde oplæg om danske forhold. Høre kinesiske oplæg om skoleforhold - direkte oversat af AI. Være til fællesspisning med både elever, lærere og kinesiske uddannelsesfolk. Mange oplevelser venter forude.
Det kinesiske skolesystem
Det kinesiske skolesystem ligner det danske i dets opbygning. Børnene starter i børnehave, når de er 3 år og i skole, når de er 6 år. Her går de så i 10 år og derefter videre i ungdomsuddannelse og videre uddannelse. Der er kun ganske få vuggestuer i Kina, da det traditionelt er bedsteforældrene, der passer børnebørnene de første år, inden de kommer i skole. Det gør det også svært at få flere børn, da bedsteforældrene måske bliver for gamle. Det koster omkring 6000 kr. om måneden at have sit barn i en privat børnehave og 2000 kr. i en offentlig børnehave. Der er kun få steder, hvor man kan aflevere sit barn i vuggestuer. Man arbejder dog på at få flere vuggestuer i hele landet. Forældre, der ikke ønsker at deres barn går i de offentlige institutioner, men hellere vil have deres børn går i private og mere progressive og børnevenlige institutioner, er ofte velhavende og ressourcestærke. Fødselsraten er faldende i Kina, flere par bliver ikke gift og mange lever alene. Det virker som det traditionelle familiemønster er under opløsning.
Skolebesøg
Efter besøg på en progressiv privatskole i Beijing står det tydeligt for os, at der er behov for forandringer i skolesystemet i Kina. På den private skole havde eleverne længere frikvarterer og tid til leg i skoletiden. De havde ikke den ultrapressede skoledag, som eleverne har på de offentlige skoler, hvor der er eksamen og test hver dag i et fag og hvor trivsel ikke er noget man taler om. På den private skole producerede lærerne selv deres undervisningsmaterialer og de skriver selv lærebøgerne i fællesskaber, som alle skolens lærere så anvender. På den progressive skole mødte eleverne kl.8 og var færdige med undervisning kl.16.40. Så kunne de tage hjem. På de offentlige skoler møder eleverne mellem 6.30 og 8 og har fri mellem kl.21 og 22. Hvorefter der så er lektier.
På de offentlige skoler bruger man de bøger, som regeringen siger, at man skal undervise efter. Styringen er stram og presset er hårdt på såvel elever som lærere.
Inklusion
I Kina taler man ikke om inklusion, for det eksisterer ikke. Børn med udfordringer bliver ikke anerkendt Man har skoler for blinde børn og børn med andre handikap. Men ikke decideret skoler for elever med svær autisme eller ADHD. For mange forældre er det skamfuldt at have et barn med sådanne udfordringer og de vil ofte ikke komme i skole. Man har nogle institutioner for børn, der er stærkt udfordret og eksperimentelle grupper på nogle privatskoler, hvor man prøver at skabe almindelige undervisningssituationer for de elever.
Matematik
Eleverne i Kina har 7 matematiktimer ugentligt gennem deres skoletid. Der er stor prestige omkring faget og de ser det som et hovedfag.
Der blev også mulighed for at undervise en kinesisk klasse i matematik. Vi ankom til en kinesisk skole, der var sponseret af en stor kinesisk virksomhed. Lederen af skolen var ansat af virksomheden, og han viste stolt skolen og alle dens faciliteter frem. Faglokalerne var veludstyret og moderne. Der var overdådige faciliteter til teater- musik- og kunstudfoldelser. Der var store udendørs baner til boldspil og atletik. Der var en kantine, hvor elever tastede den vægt ind, som de kunne spise til frokost og så fik de ellers mad svarende til vægten ud af maskinen og ned på tallerkenen. Der skulle arbejdes videre på kantineprojekt, så man kunne bede om en bestemt kaloriemængde. Vi smagte maden og den var yderst delikat. Velbekomme i den automatiske kantine.
Men der blev også tid til at undervise en klasse i matematik. Eleverne var 15 år og der var 27 af dem i klassen. De dukkede op med notatpapir og blyanter. Først introducerede jeg dem til en problemløsningsopgave og derefter til nogle opgaver fra færdighedsregning i 9. og 10. klasse, som de løste lynhurtigt og rigtigt. Dernæst skulle vi prøve Det tænkende klasserum, og det medbragte elefantsnot kom i anvendelse. Nogle af eleverne havde svært ved at forstå, at de skulle samarbejde og tale sammen. De var tydeligvis vant til at arbejde alene og med papir og blyant ved et bord. Den fælles problemløsning var svær at håndtere for dem. De havde ingen ideer eller forestillinger om løsningsmuligheder. De manglede den undersøgende og nysgerrige tilgang til matematik. De var dygtige til at imitere lærerne, men kunne ikke selv problemløse. Men de var virkelig dygtige til at løse algebraiske opgaver. De var lydhøre og forstod tilstrækkeligt engelsk til at kunne forstå opgaverne, men havde svært ved selv at tale engelsk.
Efter timen stod det mig klart, at vi skal værne om vores egne elevers engelskkundskaber. For i en verden, der konstant bliver mindre og mindre er det vigtigt at være dygtig til at kommunikere både skriftligt og mundtligt på engelsk, når man bor i et lille land. Det har også stor værdi, at vi arbejder problemløsende og kommunikativt med åbne opgaver. Men vi skal blive meget bedre til algebra og til løse matematiske opgaver med papir og blyant. Vi skal være glade for de legende og kreative elementer vi generelt har i vores undervisning, men skabe mere fokus på den matematiske faglighed.
I Kina har læreren en computer og en skærm til at vise ting på, og eleverne anvender papir og blyant. De har en ugentlig time i computer science, der anvendes til at lære at anvende skriveprogrammer og programmere, men også programmer der kan skabe plakater og spil. De anvender ikke CAS programmer, men lærer at bruge regneark og geometriprogrammer som os. Men papir, passer og blyant. Der er stor usikkerhed fra lærernes side på, hvordan man ændrer undervisningen, da de hele tiden føler et stort præstationspres fra forældrene og regeringen. Det er svært for de unge lærere at fortsætte den tradition for undervisning, som de selv er vokset op med, og de vil rigtig gerne skabe forandring.
Teknologiforståelse
Jeg har aldrig nogen sinde set så veludrustede faciliteter til Computer Science, som det hedder i Kina. De har jo ikke teknologiforståelse i Kina, men de har masser af teknologi. Jeg har oplevet 3D-printer lokaler med alt det udstyr man overhovedet kan købe. Store lokaler til droneflyvning. Store dyre computerskærme på rad og række. Filmstudier, hvor man kan optage film, redigere, lave lyd med alt udstyr. Virkelig imponerende. Men når jeg så spørger, hvilke programmer de bruger til 3D-tegning, så forklarer de, hvordan man henter filer ned fra internettet og printer. Det er ikke lige den metode, vi anvender i DK, hvor designprocesser og tegneprogrammer skaber grundlaget for 3D-print i skolen. Dronerne blev heller ikke programmeret, de styrede dem med joysticks. Det ville vi heller ikke bruge skoletid på. På ydersiden ser det imponerende ud, men når vi ser på skaben, udvikling, produktion, læring osv., så er det ikke videre imponerende.
Alle elever i Kina har 1 time ugentlig til Computer Science, hvor de anvender de lokale faciliteter, men også lærer at bruge programmer som GeoGebra, regneark, plakatprogrammer og skriveprogrammer. I matematiktimerne bruger de ikke GeoGebra og regneark, men papir, passer og blyant. De arbejder ikke med undersøgende tilgange til matematik, men meget med færdigheder, så der er ikke brug for teknologi
Skolebutikken
Vi besøgte også en skole, der havde en skolebutik, hvor eleverne kunne købe vand, nudler og andre daglige fornødenheder. Men der var også hylder i butikken, som var beregnet til elever, der havde innovative og produktive idéer og produktioner, som de så kunne sælge i butikken. Stearinlys, postkort på hjemmelavet papir osv. Det er sikkert mere nødvendigt med en skolebutik, når man tilbringer alle vågne timer på skolen. Men et interessant tiltag med hylder i butikken til elevernes produkter. Det kunne være spændende at indføre.
Kantinen
Elever i kinesiske skoler får skolemad. De får alle deres måltider i skolens kantine. Kantinerne serverer et bredt udvalg af retter. Vi spiste på alle skolerne og var ganske imponerede over kvaliteten af skolemaden. Kantinen var et vigtigt element i de lange skoledage for både lærere og elever. Maden var lækker og udvalget var rigeligt. Rutinerne var klare for eleverne, og vi så hvordan eleverne skyllede tallerkenerne af og hvordan de helt naturligt ryddede op efter sig selv.
Man arbejdede med udvikling af kantinerne, og et sted så vi, hvordan eleverne tastede deres ønsker ind på en Ipad, satte en tallerken ned i en bakke og tallerkenen kørte så rundt og de forskellige ønsker blev doseret lige ned på tallerkenen af ”serveringsmaskinen”. Hurtigt og effektivt. Og så kunne man selv bestemme, hvor meget man ville spise. De arbejdede på en model, hvor man ikke blot kunne ønske mængde, men også hvor mange kalorier, man ville indtage. Smart, effektiv og virkelig moderne.
Lærerne
Lærerne uddannes på universiteterne og læreruddannelsen tager 4 år. Der er ikke meget prestige i at være lærer på grund af arbejdstiderne og dårlig løn. Mange unge i Kina fravælger at stifte familie grundet arbejdsvilkårene og de lange skoledage. Jeg forstår faktisk ikke, hvordan de får det til at hænge sammen. På den ene skole så vi en maskine, der lignede en kopimaskine. Men du scannede elevens opgave ind på maskinen, og så kom den ud i en rettet version med kommentarer og feedback. Nok ikke en maskine, der kan anvendes til alle typer opgaver, men effektiv når det handler om mere færdighedsprægede opgaver. Maskinen kan anvendes af lærerne, der ellers bruger meget tid på at rette elevernes store mængder af skriftlige produkter. Nogle af lærerne var bekymrede for om deres kollegaer, så blot gav eleverne flere opgaver og lektier, når de nu nemt kunne rette opgaverne.
Eleverne
Eleverne er rigtig bange for at sige noget, der er forkert. De taler helst læreren efter munden og stiller ikke kritiske spørgsmål. Og lærere er den slags voksne, som børn og unge tilbringer mest tid sammen med. Jeg havde Ellen med, der går i 9. klasse på Lindevangskolen og hun blev bedt om, at tale med en udskolingsklasse, da jeg underviste i matematik. Pludselig var hun bare væk. Hun skulle tale med nogle kinesiske elever, nok om noget af det, som deres egne lærere ikke kunne tale med dem om. De kinesiske elever var nysgerrige på det, som de ikke kunne spørge en lærer om. De spurgte ind til LGBT+, Trump/Harris, juletraditioner i DK og hvordan det var at være ung og gå i skole i DK.
Forældrene
Forældrene har enorme ambitioner på deres børns vegne. De presser skolen for faglige resultater. Lærerne presser børnene. Systemet presser lærerne. Alle er presset til det yderste. Børnenes skoleliv fylder meget mere end deres familieliv. Deres samvær med familien er yderst sparsom. De er i skole og regulerede af deres jævnaldrende og skolen i hverdagene og har så weekenden med familien. Det må virkelig være underligt at være forældre i Kina.
Lederne
Vi besøgte en skole med 4200 elever og 450 lærere. Kæmpe skoler med sekretariater med masser af kontorpersonale og forskellige vejledere, som eleverne kunne konsultere. Det lignede HR-afdelingen i en større virksomhed. Og øverst var så lederen, som styrede skolen. Man fornemmede tydeligt den topstyrede struktur og skolelederens magt. Nogle skoleledere var endda ansat af de virksomheder, der sponserede skolerne. Meget langt fra vores egen virkelighed.
Konklusion
Der er ligheder og uligheder med den danske og kinesiske skole. Og der er store forskelle på skolerne i Kina. Man chokeres over den offentlige skole, der er præget at lange skoledage for såvel elever som lærere. Man møder mellem kl.6.30 og 8 om morgenen og slutter mellem kl. 21 og 22 om aftenen. Der er kantiner på skolerne, hvor eleverne får deres måltiden, og der er mulighed for en lur mellem 12.30 og 14. Og så er der selvfølgelig lektier. Deres kontakt med familien må være sporadisk. Men der er også ligheder, de har næsten den samme opbygning af skolen og fag som os. De virker mere progressive i engelskundervisning og underviser på samme måde som vi gør. Det er nok fordi, det er et nyere fag i den kinesiske skole. Den største forskel ligger nok i synet på, hvad læring er. Vi ser det forskelligt og i Kina er det klart færdigheder, der tæller. Der er ikke plads til kreativitet, leg, undersøgelser og kompetencer. Dagligdagen er præget af præstation og konkurrence. Mange knækker. De ved godt at der skal forandring til, men det er svært at ændre skolen i et så stort land.
Det har været spændende at opleve den progressive skole, der på trods af betingelser og udfordringer, tror så meget på, at der skal ske forandringer, at de trodser regeringen. Man hører om progressive skoler, der genopstår efter lukninger. Lærerne og skoleledere kæmper videre for børnenes skyld. Det har i det hele taget være en kæmpe oplevelse at opleve lærere/kollegaer og elever på den anden side af jorden og så føle fællesskabet sammen med dem om skolen.
Udsyn giver indsigt.
