Invester i os, så vi kan blive endnu bedre til at løfte eleverne

Kursuskatalogerne ligger på skolerne. Man ser lige om, der er noget spændende. Og så starter det virkelig spændende. Kan man få muligheden og bliver kurset oprettet. Får man mulighed for at blive klogere?

Offentliggjort Sidst opdateret

Vi arbejder med undervisning. Vi arbejder med, at eleverne skal rykke fagligt og socialt.

Men hvad med os selv? Hvordan bliver man en dygtigere matematiklærer?

I den danske hurtigløber skole er det ikke tilstrækkeligt at løbe endnu hurtigere, hvis man vil blive dygtigere til sit fag.

Indimellem bliver man nødt til at stoppe op og lade sig konfrontere med andre folk inden for sit fag.

Folkeskolens matematikrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Lis Zacho er Folkeskolens matematikrådgiver. Hendes opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte hende, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning - lis.zacho@gmail.com

Det kan man f.eks gøre ved at tage en uddannelse eller et kursus. Læse faglitteratur sammen med andre. Prøve nye undervisningskoncepter af sammen med andre. Have fagligt udsyn. Deltage i faglige konferencer. Tilmelde sig webinarer i DK og udlandet. Blive inspireret af kollegaer. Deltage i skolens fagteam. Alt noget der kræver overskud på tid og penge.

De faglige resultater i matematik er ikke imponerende. Historien viser os nu, at 2013 ikke var godt på nogen måder for folkeskolen, eleverne og lærerne. Resultaterne udebliver. Vi står i en situation, hvor fagene trænger til et eftersyn på deres indhold og mål.

Vi mangler investeringer i skolen på alle planer. Vi mangler ambitioner på elevernes vegne. Lige nu ligner det hele mere en degradering og overlevelsesoplevelse at være lærer i den danske folkeskole. Vi sætter spandene frem, når det regner og håber på bedre vejr.

Men svaret er for mig undervisning - også af lærerne.

Jeg er fagligt irriterende nysgerrig. Jeg holder af at prøve koncepter af og udvikle egne. Jeg bestiller faglitteratur hos skolebibliotekaren, som jeg læser. Jeg deltager gerne i konferencer. Jeg er ofte forbi google og YouTube. Jeg er dårlig til arbejdstid. Jeg fejler hellere end at lade være. Jeg lærer gennem fejl.

Jeg føler mig nogle gange som en svamp, der suger og ser matematikken overalt. Jeg reflekterer over egen virkelighed ved at blogge Jeg søger udfordringerne. Men ofte på trods.

Men hvordan får vi løftet fagligheden hos os lærere til gavn for elevernes læring i matematik. Hvordan får vi skabt de rammer, der sætter lærerne i stand til at dyrke egen læring. Hvor kan vi have de gode samtaler om matematikundervisning.

Eleverne mangler motivation for faget, og det bliver vi nødt til at gøre noget ved. I min optik handler det ikke om, at undervisningen skal være sjovere, men at vi skal have gode aha-oplevelser med matematik i timerne.

Eleverne skal se sammenhænge og opdage matematikkens mysterier. Vi skal væk fra forudsigelige uendelige timer bygget over den samme skabelon. Vi skal sikre, at lærernes faglige rygsække er fyldt med spændende undervisning. Bøger og computere er fine, men kan ikke stå alene.

Matematik er et svært fag at undervise i. Det kræver meget didaktisk viden. Det kræver stillingtagen til elevgruppen. Det kræver, at matematiklæreren kan jonglere…

Der er behov for investeringer i matematiklærerne!

Hvad har du behov for?