Blog
Foto: Lis Zacho hængende ud af vinduet
Når matematiklæreren gør ligesom eleverne
Når man kommer til at reflektere over skolevirkeligheden, mens man ser på Marathon-løbere
Der løbes halv-Marathon
i København. De løber lige forbi mine vinduer. Spændende og fascinerende. Jeg
går ned på gaden for at se løberne. Det virker helt uendelig. Går op i
lejligheden og betragter den uendelige strøm af løbere. Begynder at tænke på,
hvor mange løbere, der i virkeligheden mere eller mindre spurter forbi mine
vinduer. Er ganske udfordret på antalsbestemmelsen.
Har et par ærinder og
finder cyklen frem. Det er dog ikke let at komme gennem byen. Der er skilte
over det hele, der viser hvor der løbes og er vand. Men endnu en gang er jeg
udfordret. For jeg bliver nødt til at læse alt, der står på skiltet, og jeg
bliver nødt til at forstå det hele. Jeg skal forstå teksten, tegnene og illustrationerne.
Jeg spurter over Nørrebrogade sammen med nogle andre forvildede cyklister, da
der er et minimalt hul i den uendelige række af løbere. Ærinderne bliver klaret
og retur til de hjemlige græsgange.
Jeg beslutter
mig for at google, hvor mange løbere, der egentlig var. Min antalsbestemmelse
havde givet mig tallet 40.000. Det var bare 15.000 ved siden af. Der var kun
25.000 løbere. Jeg forcerede veje proppet med løbere 2 gange, trods rigtig fin
skiltning, vagter med veste og hjemmesider.
Og så gik det op for mig, at der
ikke er forskel på en matematiklærer på weekend og en elev. Jeg var udfordret
på antalsbestemmelsen og orkede ikke at læse teksten med illustrationer, tegn
og farver for at komme korrekt gennem opgaven. Jeg agerede som en elev, der
ville gå direkte til løsningen uden at gennemgå instrukser og tekst. Jeg skulle
bare over vejen og ikke forholde mig til et fjerntliggende problem fra et
læremiddel.
Det er nok meget
menneskeligt det hele.
