Folkeskolens matematikrådgiver

Folkeskolens matematikrådgiver

Blog

Hjælp, vi når det ikke

Eleverne når det ikke, men lærerne når det heller ikke. Vi kommer ikke i mål. Det er svært at holde balancen for os alle.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der er alt for meget pres på hverdagen i skolen. Som matematiklærer i 9. Klasse oplever jeg dagligt, at der ikke er nok tid til at nå det faglige stof. 5 ugentlige matematiktimer a 45 minutter rækker ikke. Og de rækker måske ikke fordi, der er så meget andet i spil. Så skal eleverne til uddannelsesdag, så er der brobygning, så er der besøg til folketinget med samfundsfag, så er der terminsprøve. Når jeg så lige ser over til geografilæreren, der med 1 ugentlig time og tværfagligt samarbejde med naturfagene, så vælter korthuset. Der er i virkeligheden ikke særlig meget tid tilbage til kerneopgaven.

Fagdage

Folkeskolens matematikrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Lis Zacho er Folkeskolens matematikrådgiver. Hendes opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte hende, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning - lis.zacho@gmail.com

På min skole har vi fagdage, hvor skemaerne 6 gange om året bliver brudt op, og man så en hel dag kun har et fag. Jeg har således 6 dage om året, hvor jeg kan undervise 6 timer i matematik i den samme klasse. Det er den dag, hvor jeg som matematiklærer føler, at jeg underviser i overensstemmelse med mit professionsideal. Den dag, hvor der er ro på, vi kommer langt omkring og stemningen er god og der er plads til sjov. Den dag, hvor jeg går hjem og føler at have gjort en forskel. Den dag hvor vi arbejdede undersøgende, eksperimenterende og med gode aha- oplevelser. Dagen der gøder min professionalitet. Den dag, hvor jeg ikke er et indslag på samlebåndet.

Motivationen

Lærere er som alle andre faggrupper motiveret af deres resultater. Som lægen, der gerne vil behandle sin patienter, så de bliver sunde, raske og med god livskvalitet. Som økonomimedarbejderen, der gerne vil have orden i regnskaberne. Som politibetjenten, der gerne vil have lov og orden.

Men situationen efter reformen er, at det ikke er muligt at udøve sin profession, som det er udtænkt bag et skrivebord langt væk fra skolen. Vi har alle kollegaer, der forlader skolen og nogen der bliver syge af, at arbejde i skolen. Hver gang en kollega flytter, står vi alle, og lytter efter hvorfor. Begrundelserne skræmmer os, og man tænker på, hvordan man selv klarer det. Man klarer det kun ved at snyde, ved at opfinde sin egen udgave af reformen, ved at gå på kompromis. Derfor bliver det svært at se sig selv i øjnene.

Minuddannelse som duks

Jeg besluttede mig fra skoleårets start, at jeg ville være duks. Jeg ville arbejde med minuddannelse, som det var ønsket fra kommunen. Det skulle have et forsøg, for når det nu var så godt, så ville jeg da gerne give det en en alvorlig chance. Der blev lagt årsplaner og mål ind, undervisningsforløb blev skrivebordsudviklet og alt blev delt med de andre lærere på årgangen. Jeg begyndte at kommunikere med eleverne over minuddannelse. Skrive noter om eleverne. Kommunikere med forældrene. Vurdere elever. Jeg blev lynhurtigt overhalet af virkeligheden og så begyndte jeg at bruge tid på at tilrette årsplanen, så den passede til virkeligheden. Så opdagede jeg at ingen andre så, hvad jeg skrev, og at det nok var ligegyldigt, at jeg havde givet mig selv dukserollen.

Lærerens autoritet

Det er svært at holde fanen højt, når man føler ligegyldigheden. Når professionalismen er under beskydning, og der spares så meget, at det basale ikke er i orden. Vores autoritet er smuldret helt væk. Og samtidig er vi så sikre på, at vi har et virkeligt vigtigt arbejde. Jeg undrer mig ofte over, at lærere kan have så lav status i samfundet, når vi hver dag arbejder med det dyrebareste. Vi knokler og forsøger at overleve, slår krumspring for vores arbejde. Ved vi er normaliseret, men bryder os virkelig ikke om at være det. Hvorfor investerer man ikke meget mere i folkeskolen?

Folkeskolen er grundstenen i vores samfund.

Powered by Labrador CMS