Blog
Jeg håber…
Hvad håber jeg, at eleverne har fået ud af deres skolegang. Hvad tager de med sig videre i livet, og hvordan har skolen bidraget til deres personlige udvikling.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Påsken er overstået. De mundtlige eksamensfag offentliggøres på mandag. Afslutningen nærmer sig. Hvad betød skolen så egentlig for eleverne, og hvad er mit håb for dem.
Jeg håber, at eleverne drager videre med lyst til videre uddannelse med udgangspunkt i deres egne ønsker og forudsætninger. Jeg håber, at de vil tænke tilbage på matematiktimerne med glæde og stolthed over alle de udfordringer, de trods alt kom igennem. Jeg håber inderligt, at vi fik givet dem redskaber med, som de kan og vil anvende. Jeg håber, at de vil tænke tilbage på projekterne vi lavede, turene vi var på, fællessamlingerne vi deltog i. Jeg håber de handler kompetent med tal og matematik resten af deres liv.
Jeg håber, at eleverne har fået teknologisk indsigt til deres videre liv og uddannelse. Jeg håber, at de stadig vil bruge Excel og GeoGebra, når det giver mening. Jeg håber, at de de fik indsigt i privatøkonomi og skat, og at de kan lave et budget. Jeg håber, at de vil holde sig væk fra dårlige lån og vil se massevis af mønstre og geometri på deres videre færden. Jeg håber, at de kan vurdere sandsynligheder og læse en statistik. Jeg håber, at de vil argumentere og ræsonnere og se sammenhænge. Jeg håber, at de en dag vil indse, at der var en mening med matematikundervisningen i folkeskolen.
Jeg håber, at de venskaber de fik i skolen vil holde i mange år fremover. Jeg håber de vil grine af alle de sjove oplevelser vi havde, og at de vil savne skolen – bare en lille smule.
Jeg håber, at skolen gav eleverne mod på livet.