Folkeskolens matematikrådgiver

Blog

Sendt hjem

Mange oplever i denne underlige tid at blive sendt hjem og til test. Hold ud og hold sammen med afstand.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Så blev det min tur. Jeg blev sendt hjem. Online undervisning. Gang i hjemmekontoret. Virkelig irriterende, men nødvendigt. Det er let nok at få en test på Coronaprøver.dk, men når man så skal have test nummer to er det gennem Styrelsen for Patientsikkerhed, og det er tungt. Man sidder og venter, danser lidt rundt i stuen til en ligegyldig melodi. Ser på tiden der er gået. Danser videre. Kommer endelig igennem - så gik der lige 2 timer. Så kan man vente på svar, og være lidt stresset og urolig over situationen. Hvordan har eleverne det? Hvad sker der med alt det faglige, vi skulle have lavet i denne uge. Ny plan, der egner sig til en hurtig omgang online undervisning. Forhåbentlig kun en uge, selvom jeg godt kan lide udfordringen online undervisning og er vild med internettet. Hvad betyder selvisolering så egentlig? Ja, bliv hjemme og hold afstand til resten af dine bofæller. Men det er svært og begrænsende.

Der flyver også mange tanker gennem hovedet. Jeg ved jo godt at eleverne har det svært med afstand. Skolen er ikke bygget til afstand, frisk luft og god hygiejne. Men er de gået alvorligt i selvkarantæne. Overholder de den? Nogle bor mange på lidt plads, nogle har fritidsjob, som de må sige fra til. På mange måder også en situation for dem, som de skal tage stilling til. Jeg oplever deres forvirring, og prøver at træne dem at navigere i det digitale rum, der nu er skole. Det er svært og skaber udfordringer hele tiden. Hvor finder man information, når der både er Minuddannelse, Teams, Office 365 og Aula? Hvordan sikrer man sig at eleverne har forstået budskabet?

Folkeskolens matematikrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Lis Zacho er Folkeskolens matematikrådgiver. Hendes opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte hende, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning - lis.zacho@gmail.com

Aflysningerne vælter ind. Mit social- og fritidsliv er lagt ned. Forståeligt nok. Men uforståeligt, når man til hverdag arbejder i folkeskolen, hvor det ikke er hverdag at overholde restriktioner. Og endnu en gang må jeg konstatere, at lærere er seje, deres elastik er virkelig lang og de knokler for at få enderne til at nå sammen.

Som frontsoldat er det nok ikke sidste gang at vi bliver sendt hjem. Men det er godt nok en udfordring at se sit arbejdsliv som et spil med en yoyo.

Det bliver nogle lange mørke måneder før vi forhåbentlig har en brugbar vaccine til foråret. Jeg foreslår at lærere bliver vaccineret som de første.