Blog
Progression, go go go
Progression er godt for undervisningen og elevernes læring. Den skaber fremdrift og læringstryghed. Men skaber den mening for eleverne?
Hvordan skaber
man progression i matematikundervisningen? Stort spørgsmål, men svaret må man
selv finde. Svaret ligger i den enkelte matematiklærers professionelle tilgang
til undervisningen, elevernes læring og motivation.
Progression
som progression
Progression
dufter af kontrol, overblik, målrettethed. Der er styr på alle trin. Man ved præcist,
hvad der skal ske. Progression er godt for en underviser. Godt for eleverne,
forældrene og skolen. Den kan planlægges og sættes i skemaer. Den kan evalueres
og vurderes. Den er planlagt og forudsigelig. Men sådan er min virkelighed
overhovedet ikke.
Progression
som ikke-læring
Men udfordringerne
står bare i kø, når man som lærer tror, at man er spåperson. Man mister
kontrollen, lærerrollen står og ryster, man har et forklaringsproblem. Man
mister øjeblikket. Man mister aktualiteten, og det der optager eleverne. Man
mister muligheden for at dyrke det, der skaber motivation. Men man har en klar
progression.
Progression
som genbesøg
Progressionen
sørger for, at vi kommer gennem hele pensum. Den tager ikke altid hensyn til de
tilbageblik, der skaber gensyn med den læring, der er på vej ud af elevernes
verden og hukommelse. Fremskridt har altid brug for tilbageblik, så vi husker
og lærer af det, der er sket tidligere. Det var rigtig svært med brøker, og nu
er det svært med procent. Vi skal måske lige genbesøge brøkerne. Fundamentet er
ikke stærkt nok til at bygge videre.
Demokratiet
og progressionen
Matematikundervisningen
er udfordret af elevernes manglende motivation for faget. De kan ikke altid se
meningen. De er ved at drukne i årsplaner, test og mål, som de voksne har styr
på, men som de ikke føler sig inddraget i. Skolen er kontrolleret, målrettet og
lineær, men eleverne er nysgerrige, undersøgende og zigzag. For mig er det som
to verdener, der skal mødes. Vi bliver nødt til at inddrage eleverne mere i
planlægningen på en demokratisk måde, så matematikundervisning ikke kun er en
klar progression styret fra en bog eller en lærers hoved. Men meget mere
demokratisk, aktuel og virkelig. Tæt på elevernes verden.
Forskellige
tider og trends
Efter mange
år som matematiklærer har jeg indset, at bare fordi jeg har undervist i
stoffet, er det ikke sikkert at eleverne har lært det, så de kan anvende det
til noget som helst. Jeg har kastet mig med stor iver og glæde ovre diverse
trends. Jeg har undervist efter bøger fra start til slut. Jeg har produceret
værksteder til al undervisningen. Jeg har fokuseret så meget på problemløsning,
at det blev mere problem end løsning. Jeg har undervist udendørs. Jeg har været
gennemdigital i min tilgang til undervisningen. Vi har bygget og konstrueret.
Alt fra den enkelte elev til makkerpar til grupper. Fordybet mig et halvt år
med 6. klasse i brøker, og hvad der kommer i kølvandet af dem. Været kreativ.
Og nu sker der nok noget nyt. For hvor er vi egentlig på vej hen?
Konklusion
Konklusionen
er nok, at matematikundervisning rykker sig i en eller anden takt med
omgivelserne og matematiklærerne må nok hellere følge med. Føle efter. Se på
eleverne læring. Vurdere professionelt, hvad der er bedst for netop den klasse
man arbejder med, og så gøre det der skal til, ligegyldigt hvilke nye begreber
og trends, der skyller ind over skolen. Og så må vi bruge for professionelle
dømmekraft og finde ud af, hvad næste step i undervisningen skal være. Jeg har
opgivet min progressions-årsplan. Jeg skriver hver en måned en liste over de
emner, vi skal igennem, og så er det min fleksible plan.
