Folkeskolens matematikrådgiver

Blog

Matematiklærerens manglende linjefag

Som udøvende lærer oplever man ofte, at der er noget man ikke lige føler, at man har linjefag i.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der er ikke to dage, der ligner hinanden. Hverdagen i skolen er fuld af udfordringer. Der dukker hele tiden spørgsmål og opgaver op, som jeg ikke lige har linjefag i.

Jeg har ikke linjefag i gårdvagt. Jeg har aldrig lært noget om det på seminariet eller på et kursus siden jeg dimitterede i sidste årtusind fra et nu nedlagt seminarium. Jeg er faktisk ikke vild med gårdvagt. Man skynder sig afsted fra en nylig overstået time, ifører sig en gul vest, føler sig lidt underlig, og pludselig står man i skolegården og skal være gårdvagt. Man har ansvar, og skal kunne løse konflikter for elever, man aldrig har set før. De vil alle have ret, og det er helt sikkert de andres skyld, jeg prøver så altid lige med en mild version af mediering. Så er der toiletvagterne, det er kun godt i regnvejr, ellers er det en oplevelse, der vækker fra egen skoletid, hvor toiletterne også lugtede.

Folkeskolens matematikrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Lis Zacho er Folkeskolens matematikrådgiver. Hendes opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte hende, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning - lis.zacho@gmail.com

Jeg har ikke linjefag i at spise med eleverne. Før i tiden læste man højt for eleverne, og så spiste de deres mad. Sådan er det ikke mere. Der er mange versioner af spisning med elever, og jeg har ikke lige udviklet en som, jeg kan føle som min egen. Så jeg er nok bare medløber på de andres måder at spise med eleverne på.

Jeg har ikke linjefag i temauger, hvor matematikundervisningen er forsvundet i pap, papir og bagning. Jeg har hidtil forsøgt og argumenteret for en alvorlig matematikvinkel, men det er ikke gået særligt godt. Jeg er tit endt et sted, hvor jeg et kort øjeblik har tænkt, at det gav mening at være. Så jeg har været bankdirektør i en bank, da vi havde en by – 3D print og TinkerCad på samlebånd med 150 elever i Harry Potter ugen, og meget mere, som jeg ikke har linjefag i.

Jeg har ikke linjefag i oprydning. Jeg er ikke særlig god til at rydde op, og have en arbejdsplads, hvor der ikke er bunker og sedler med idéer på. Jeg har kollegaer, der er meget dygtige til at holde orden på skrivebordet, men jeg ved ikke, hvor de har lært det. Og jeg har slet ikke linjefag i rengøring, når der skal sæbe og klud til i fjerne depoter.

Jeg har ikke linjefag i motionsdag. Sidste gang blev jeg placeret i et lyskryds, hvor jeg skulle sørge for at eleverne ikke blev kørt over. Det gik helt fint, men jeg følte mig malplaceret.

Jeg har ikke linjefag i borddækning til fester. Det forventes selvfølgelig, at man deltager i at arrangere fester på skolen, og det indebærer også borddækning. Det er ikke lige spidskompetencen, men jeg oplever heldigvis kollegaer med enorme potentialer inden for borddækning. Så det er ingen ulykke ikke at have linjefag i borddækning.

Jeg har ikke linjefag i at vejlede eleverne til ungdomsuddannelserne. Jeg ved noget om gymnasiet, fordi mine egne børn har gået i gymnasiet, men jeg er total blank på erhvervsuddannelserne. Det er ærgerligt for jeg har en klar fornemmelse af, at det er fedt at gå på en erhvervsuddannelse.

Jeg har ikke linjefag i klasserumsindretning. Jeg kan sagtens flytte rundt på elevernes pladser, men for alvor at indrettet klasseværelset, så det er optimalt for elevernes dagligdag og læring, det ved jeg ikke meget konkret om.

Jeg mangler en del flere linjefag, men ved fælles hjælp i lærerkollegiet løser vi udfordringerne.  Jeg er vild med at undervise i matematik, og det har jeg linjefag i. Og så er det jo altid spændende at være lærer.