Blog
Jeg har afleveret mine matematikbøger
Refleksioner over en underlig tid
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Bøgerne er afleveret. Eksamensresultaterne venter. Nu er det slut. 9. klasse skal lige igennem mundtlig dansk og engelsk. Sidste skoledag og dimission. Det har godt nok været et underligt år præget af Corona, hjemsendelser, masker og online undervisning. Men nu hvor det er slut, og vi alligevel på Corona-venlig måde må kaste karameller, har der også været mange gode stunder at tænke tilbage på. Da vi arbejdede med funktioner og Coronasmitte og hurtigt fandt ud af, hvor slemt det ville komme til at se ud for os alle. Da vi mødtes hver morgen og talte om livet og den hjemlige indespærring. Da eleverne viste deres hunde og kæledyr frem for resten af klassen på skærmen. Da vi opdagede nye muligheder i TEAMS. Gode grin og gode historier. Et nyt digitalt fællesskab i en svær tid.
Men der er også en fornemmelse af dårlig samvittighed overfor eleverne. Man har fornemmelsen af ikke helt at have fulgt dem til dørs. Fik de lært det, de skulle lære. Kunne vi have gjort noget anderledes? Hvordan kommer det til at gå dem i deres videre uddannelse? Samtidig med at man har lært dem og deres ukuelighed at kende på en helt ny måde, og godt ved at de skal klare sig. Man har en fornemmelse af kontroltab, traditioner og vaner, der ikke kan bruges mere. Vi har problemløst os gennem mere end et skoleår uden erfaringer at støtte os til. Mange folk har været udfordret, men få har været gennem så store forandringer som lærerne. Nu venter resultatet af fagfordelingen, genåbning af samfundet og sommerferien. Og indtil da, står den på undervisning af elever, der har glemt at gå i skole. Elever der har fået spilafhængighed og har svært ved at stoppe. Elever der har dyrket sociale medier i en grad, der har erstattet den menneskelige kontakt med en smartphone. Elever der modtager en instruktion med et ”hvorfor”. Klasser og lærere der bliver hjemsendt. Test og endnu flere test. Personalerum, hvor vi sidder for tæt og rengøring med tørmoppe.
Man har svært ved at tro, at det hele bare bliver normalt igen. Men lad os vaske tavlen ren.