Blog
Et nyt skoleår truer – lad festen starte
Ferien er ved at være slut. Jeg er ved at tage mig sammen til at komme i gang igen. Men hvad er det lige, der venter rundt om hjørnet.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Jeg var forbi skolens pædagogiske læringscenter før sommerferien, og fik nye matematikbøger udleveret. Min kommune har sammensat en pakke af digitale undervisningsmaterialer, som lærerne kan bruge i undervisningen. Så er der ligesom styr på standardpakken. Jeg kan bare starte fra en ende af. Det er lige til at udfylde ”minuddannelse” med forlagets årsplaner. Det kræver intet af mig som lærer andet end tid og control c og control v. Det hele kan virke kedeligt og forudbestemt, som om der kun er en måde at gøre det hele på.
Men jeg vil gerne have at eleverne kan se meningen med matematikundervisningen i skolen. Der skal være masser af plads til at gøre opdagelser, finde nye løsninger, lege, kreativitet, eksperimentere med pludseligt opståede spørgsmål og fordybelse. Eleverne skal føle sig kompetente i matematikundervisningen.
Der findes mange digitale ressourcer, der kan hjælpe med løsninger og nye vinkler – vi skal nok bare bruge dem mere eksperimenterende og undersøgende. Vi skal alle have nye indsigter og udfordres. Matematikundervisningen skal ikke bare køre efter en plan i en læringsplatform, den skal leve sit helt eget fantastiske liv. Mennesket har 2 hjernehalvdele, lad os bruge dem begge i matematiktimerne.
Det er rigtig fint med bøger og digitale undervisningsmaterialer, men det hele bliver meget instrumentalt, når hverdagen har flere opgaver, end der er tid til at løse. Gå på jagt efter spændende problemløsningsopgaver og del dem med kollegaerne, deltag i konkurrencer, lav lokale undersøgelser og brug resultaterne og matematikundervisningen til noget reelt.
Jeg tror, at vi skal frigøre os og flippe ud, have det sjovt og lade matematiktimerne være en fest.